Demokraterne kaster bolden tilbage til Asii Chemnitz: Det var hende, der startede

Her til morgen valgte Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester at trække sig efter en hård kritik fra Demokraterne. I sidste uge trak partiet sig fra samarbejdet med IA, og bølgerne går højt.
Randi Vestergaard Evaldsen
Randi Vestergaard Evaldsen Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Merete Lindstrøm
11. juni 2019 10:33
Versionist Simon Uldum

Kritikken fyer frem og tilbage mellem nu tidligere borgmester og viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, alt imens kommunen står uden egentlig politisk ledelse.

Og selvom de to parter er enige om, at børnenes ve og vel samt det politiske arbejde skal komme i første række, så vil ingen af dem påtage sig ansvaret for den polimik, der står på lige nu.

LÆS OGSÅ Asii Chemnitz Narup trækker sig som borgmester

- Jeg synes, man skal kaste bolden tilbage til Asii Chemnitz Narup, for det er hende, der starter med at lave en Facebookopdatering, hvor hun sætter sit parti først i stedet for at sætte børnene først, siger Randi Vestergaard Evaldsen, der er medlem af kommunalbestyrelsen og fungerende formand for Demokraterne. I torsdags trak hun sig som 1. viceborgmester. 

LÆS OGSÅ Demokraterne trækker sig fra samarbejdet

Svaret kommer efter, at Asii Chemnitz Narup (IA) har trukket sig som borgmester tidligt tirsdag morgen. I sin begrundelse for at træde tilbage retter hun en hård kritik mod Demokraterne for blandt andet at lave politiske drillerier, benspænd eller decideret modarbejdelse i kommunalbestyrelsesarbejdet.

IA vil trumle

Asii Chemnitz Narup understreger, at hun ikke vil lade sin person stå i vejen for det politiske arbejde i kommunen.

Men det handler ikke bare om borgmesterens person, understreger Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ IA og Demokraterne i åbent slagsmål

- Jeg vil gerne fastslå, at det ikke kun handler om Asii som person, sådan som hun tror. Det handler blandt andet om hele IA´s tilgang til samarbejdet mellem et stort og et lille parti. Det blev mere og mere tydeligt for os, at man (IA, red.) gerne vil trumle nogle ting igennem, fordi man er de store, siger Randi Vestergaard Evaldsen. 

Hun forklarer, at et eksempel på dette var, da der skulle vælges bestyrelse til Nuuk Imeq, så blev Kuupik Kleist valgt til trods for Demokraternes store modstand.  

- Der fik vi klar besked på: Nu skal i huske, at vi er de store, fortæller Randi Vestergaard Evaldsen. 

Og den slags vil Demokraterne ikke stå model til, lyder det fra den tidligere viceborgmester.

- Vi er bare ikke det parti, der finder sig i den slags. Vi vil have indflydelse for vores vælgeres skyld, siger hun.

Afviser at være borgmesterkandidat

Kommunalbestyrelsen har møde senere i dag, hvor der skal tales om, hvordan det fremtidige kommunale samarbejde skal se ud.   

- Fra Demokraternes side er vi aldrig bange for at påtage os et ansvar, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Hun vil dog ikke komme med et bud på en ny borgmester fra eget parti og afviser, at hun selv er kandidat til posten på nuværende tidspunkt. 

- Vi må se, hvad der sker i dag. Men jeg vil gerne minde om, at vi sidder med to mandater, som det ser ud i dag, siger hun.

Randi Vestergaard Evaldsen siger til KNR, at Demokraterne ikke bakker op om, at kommunen skal sættes under adminstration af Naalakkersuisut.