Demokraatit vil af med borgmesteren - ellers forlader partiet koalitionen

Demokraatit vil ikke længere samarbejde med borgmester Charlotte Ludvigsen og truer med at forlade koalitionen, hvis ikke borgmesteren trækker sig.
Viceborgmester i Kommuneqarfik Sermsersooq, Justus Hansen. Foto © : KNR / Malik Brøns
22. november 2021 13:03

Støttepartiet Demokraatit har ikke længere tillid til borgmester Charlotte Ludvigsen (IA). Derfor kan partiet ikke længere samarbejde med borgmesteren.

Sådan lyder meldingen fra Justus Hansen fra Demokraatit, der er viceborgmester i kommunen. 

- Vores tillid til den siddende borgmester er svækket og brudt, siger han. 

Tilliden er væk efter en række sager, hvor Demokraatit mener, at borgmesteren har udvist dårlig dømmekraft.

Hvis Demokraatit trækker sig....

... har borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) stadig et flertal bag sig i kommunalbestyrelsen.

Koalitionen består af Inuit Ataqatigiit, Demokraatit og Naleraq. 

Inuit Ataqatigiit har ni mandater.

Demokraatit har to. 

Naleraq har to. 

I alt har koalitionen 13 mandater. 

Siumut er alene i opposition og sidder på seks mandater. 

Hvis Demokraatit vælger at være i opposition vil oppositionen have otte pladser i kommunalbestyrelsen og koalitionen vil have 11.
 

Justus Hansen nævner den såkaldte vaccinesag, hvor borgmester Charlotte Ludvigsen og tre embedsmænd i sommer sprang vaccinekøen over til vaccinationscentret i Nuuk.

Senest henviser Justus Hansen til borgmesterens rolle i en sag, der handler om, at Charlotte Ludvigsen sidste år satte sin underskrift på et dokument til 20 millioner kroner, uden det var blevet politisk behandlet i kommunens økonomiudvalg. Pengene skulle bruges til at købe ejendomme i 2025.

Ifølge Charlotte Ludvigsen selv var den daværende kommunaldirektør, Lars Møller-Sørensen, der ikke havde sat borgmesteren godt nok ind i, hvad det var, hun skulle skrive under på. Den udlægning kan den tidligere kommunaldirektør dog ikke genkende.

Klar til at forlade koalitionen

Sagen om tilsagnet om et lån på 20 millioner kroner til kommunens boligselskab Iserit skal i dag behandles i Økonomiudvalget. 

Forud for mødet meddeler Justus Hansen, at han er klar til at tage sit parti ud af koalitionsamsarbejdet med IA og Naleraq, hvis ikke borgmesteren trækker sig fra sin post. 

- Det er selvfølgelig oplagt, når vi ikke har tillid til den siddende borgmester, så må det være den beslutning, vi tager,
siger Justus Hansen.

Har I truffet den beslutning i partiet, at I vil gå ud af koalitionsaftalen, hvis ikke borgmesteren melder ud, at hun vil trække sig?

- Ja, det har vi, siger han.

Og ifølge koalitionspartneren er det lige nu slet ikke nogen god ide at efterbehandle sagen om borgmesterens underskrift på lånet til de 20 millioner.

- Det er en dårlig ide at tage det op lige nu, når vi ikke har fået den fulde rapport fra Selvstyrets Tilsynsråd. Derfor vil vi slet ikke tage stilling til det overhovedet, siger Justus Hansen.

LÆS OGSÅ Siumut vil klarlægge ansvaret for boligsagen i Sermersooq

Fra Naleraq, der er det andet koalitionsparti i Sermersooq, lyder meldingen, at partiet lige nu ikke har nogen kommentarer til sagen, da den er under behandling.

Hos oppositionspartiet Siumut afviser partiet at tage stilling til at efterbehandle sagen om lånet på de 20 millioner kroner. I hvert fald indtil videre. 

- Siumut vil ikke behandle sagen, fordi den er mangelfuldt belyst, siger Inga Dora Markussen til KNR.

Sagen er på dagsordenen i Økonomiudvalget i dag klokken 14.