Deltagerne til kongelig fødselsdag er fundet

Angititaq Motzfeldt og Ivalu Grønvold bliver Grønlands to repræsentanter ved H.K.H. Prins Christians fødselsdagsfejring i oktober.
20. september 2023 16:23

Når H.K.H. Prins Christian slår dørene op til fest for 200 jævnaldrende i anledning af hans 18-års fødselsdag, bliver det med Angititaq Motzfeldt fra Narsaq og Ivalu Grønvold fra Aasiaat på gæstelisten som Grønlands repræsentanter.

Det oplyser Formandens Departementet i en pressemeddelelse.

- Jeg er dybt berørt af, at Grønland er blevet inviteret til H.K.H Prins Christians fødselsdag.

- Mødet med en prins kan være en fascinerende kulturel oplevelse, især hvis man har dyb respekt for den historie, traditioner og ceremonier, der omgiver de kongelige, siger Ivalu Grønvold i pressemeddelelsen.

Den helt rigtige repræsentant

De to unge er blevet valgt mellem flere ansøgere. Det er elever fra Selvstyret og Air Greenland, der har stået for udvælgelsen. Udvalget mener, at Angititaq Motzfeldt er den helt rigtige repræsentant for landet.

Angititaq Motzfeldt er opvokset i Qaanaaq. En by som Kronprins Frederik har et særligt forhold til. 

- Derfor mener udvælgelsesudvalget, at Angititaq Motzfeldt er den rette til at deltage i den kongelige begivenhed, lyder det i pressemeddelelsen.

Festlighederne finder sted på prinsens fødselsdag 15. oktober på Christiansborg Slot.