De kæmper mod samme problemer

Nuuk dannede i weekenden rammen om det første vestnordiske sundhedsministermøde nogensinde. Og her blev de tre ministre fra Grønland, Færøerne og Island enige om at det var startskuddet til et årligt møde. På mødet fandt de nemlig ud af at landene nogenlunde har samme problemer på sundhedsområdet, der skal løses.
Skrevet af Jette Andersen
27. marts 2012 13:15

Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, tog initiativ til det første vestnordiske sundhedsminister-møde. Det udmundede i weekenden i møder og oplæg om Grønlands, Færøernes og Islands sundhedsområder.

Men weekendens møde i Nuuk resulterede ikke i noget konkret, udover at ministrene nu fandt ud af, at de tre vestnordiske lande har tilstrækkelig ens opgaver og derfor vil holde årlige møder. Næste år bliver på Island.

Fra Grønland har Agathe Fontain blandt andet fortalt sine gæster om børn- og unge strategien, misbrugstendenserne, alkohollovgivningen, diabetesgruppen og det nye livsstilsgruppen.

Og Agathe Fontain fandt ud af at hun meget gerne vil kopiere forebyggelse af rygning blandt unge, fra Island.

Fordi tallet er på fem procent på Island. Heroppe viser de seneste tal fra 2006 på Grønlands Statistiks hjemmeside, at 43 procent af de 15-årige ryger en gang om ugen.

Og Islands metode er enkel, fortæller naalakkersuisoq for Sundhed:

- De arbejder med forældreforeninger, forældregrupper, skoler og andre som også er inde over, så det er faktisk meget enkelt, men vigtigt.

Og fra Færøerne vil Agathe Fontain gerne lære om elektroniske patientjournaler, hvor de næsten er færdige med at udvikle det.

- Det er sådan et værktøj, som vi har brug for, som vi skal have i fremtiden i det grønlandske sundhedsvæsen, siger hun.

Den islandske velfærdsminister, Gudbjartur Hannesson, siger at Island kan lære rigtig meget af Grønland.

- Det der med telemedicin, som vi ikke har brugt i Island. Også er det sådan at vi har haft en del fælles samarbejde. Jeg kan nævne flyambulancen, hvor der er en flyver i Nordisland, som tager til østkysten og henter patienter. Det samarbejde kan vi  udnytte meget bedre.

Sundhedsministrene har også diskuteret udlandssamarbejde. For eksempel har Færøerne allerede et samarbejde med Island, hvor patienter sendes til hospitalet i Reykjavik, for at blive opereret. Men aftalen går også på, at islandske læger kan sendes til Færøerne for at operere.

- Så patienter ikke behøver at flyve ud af landet, og det kunne vi godt udvikle med grønlænderne på samme måde, siger den islandske velfærdsminister.

Den færøske sundhedsminister Karsten Hansen, er imponeret over Grønlands tiltag mod livsstilsygdomme som diabetes, hvor sundhedsvæsenet har oprettet en livsstilsgruppe. Og det vil han gerne forsøge at efterligne dele af.

- Den måde, som man her har fundet ud af at finde en løsning, har imponeret os.

Karsten Hansen har gennem flere år ment at Vestnorden skulle arbejde sammen, fordi de tre lande sammenlagt, kan blive en betydelig del af verdenskortet.

- Det er mange ting vi kan i fællesskab.