Filminstruktør: Danskere er ’privilegerede uvidende’ om Grønland
- Jeg vil gerne have, at seeren, som er fortrinsvis tænkt som danskere, får et indblik i et moderne Grønland, som er i rivende udvikling, og som også er i brydningstid. Og så håber jeg også, at seeren som dansker møder lidt sig selv på rejsen.
Sådan siger filminstruktør Lasse Lau, der søndag har verdenspremiere på dokumentaren ”Lykkelænder” på filmfestivalen Copenhagen Dox.
Gennem 70 minutter tager filmen seeren med på en rejse på tværs af Grønland med bl.a. luftbilleder over byer og landskab, billeder fra grønlandske hjem og gamle optagelser af nødkaldet fra skibet M/S Hans Hedtoft.
LÆS OGSÅ To film om Grønland har premiere i København
Ændre i danskernes billede
Lasse Lau har gennem mange år beskæftiget sig med det danske samfunds syn på minoriteter, blandt andet på personer fra Mellemøsten.
Med ”Lykkelænder” ønsker han at kaste et blik på danskernes syn på Grønland, som på trods af snart 300 års fællesskab, halter helt bagud, mener han.
- Jeg syntes, at danskernes viden er, som jeg kalder den, ’privilegeret uvidenhed’. De ved meget lidt om Grønland, når det kommer til stykket. Og jeg synes nærmest, at det er som om, at vi stadig lever i Knud Rasmussens tid.
LÆS OGSÅ Tukuma-instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt død
Filmen har ingen sammenhængende, rød tråd, men er fortalt i korte scener fra den grønlandske hverdag uden ret meget meget dialog. For eksempel møder seeren unge grønlændere med de nyeste iPhone-modeller og rapperen Josef bag hittet "Tupilak".
Andre scener er mere finurlige, hvor en grønlandsk mand i fuld kajakudstyr besøger Thorvaldsens Museum i København og en grønlandsk kvinde, der råber – og bliver råbt ad - på gaden i København.
LÆS OGSÅ Ny filmfond for oprindelige folk i arktis
- Jeg havde lyst til ryste danskerne lidt op og vække dem og få dem til at se, at det er et land med en meget rig kultur, som er i rivende udvikling og er i en brydningstid. Og hvis vi som danskere stadigvæk gerne vil være et rigsfællesskab, så må vi ’steppe up’, som jeg kalder det, og møde grønlænderne på midten og lære om den kultur, viden og politik og den oplevelse, det er at bo på Grønland, siger Lasse Lau til KNR.
Blandt de medvirkende i filmen er skuespillerne Vivi Nielsen, Nukâka Coster-Waldau, Makka Kleist, Angunnguaq Larsen og Aanguaq Hansen.
”Lykkelænder” er produceret bl.a. sammen med Emile Hertling Péronard og kan ses søndag 18. marts i Grand Teatret, onsdag 21. marts i Empire og fredag 23. marts i Gloria.