Tukuma-instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt død

Den Bodilpris-vindende filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt er død 86 år gammel.
Skrevet af Karsten Sommer
14. marts 2018 16:21

Han var søn af skuespilleren Helge Kjærulff-Schmidt - kendt som lærer Andersen i Matador - og stod bag en række prisvindende danske film.

Her i Grønland instruerede han i 1984 filmen Tukuma - et drama om den unge dansker Erik, der rejser til Grønland for at undersøge sin brors mystiske død. Rejsen til Grønland bliver også en søgen efter egen identitet.

Blandt de medvirkende dengang var Thomas Eje, skuespillerinden Naja Rosing Olsen og Rasmus Lyberth, der også stod bag musikken til Tukuma. Filmen foregik i Uummannaq.

Han arbejdede også på Færøerne, hvor han instruerede filmen Historien om Barbara.

Palle Kjærulff-Schmidt sov ind efter kort tids sygdom, meddeler hans familie.