RAPPORT Dansk socialminister: Grønlændere i Danmark må hjælpe hinanden

Den danske social- og indenrigsminister afviser at bruge flere penge, end hun gør i forvejen på at hjælpe udsatte grønlændere i Danmark. I stedet mener hun, at grønlænderne må hjælpe hinanden noget mere.
Foto © : Ft.dk
18. september 2015 06:59

Det vækker bekymring hos den danske social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V), at grønlændere i Danmark generelt klarer sig markant dårligere end danskere.

Noget, som en ny rapport fra SFi slår fast.

- Helt grundlæggende gør det jo ondt at se, at rigtig mange grønlændere har så svært ved at finde sig til rette i Danmark. Og det belyser den her rapport jo er tilfældet, siger Karen Ellemann til KNR.

Men det betyder ikke, at ministeren er klar til at kaste flere penge efter hjælpen til udsatte grønlændere i Danmark.

Inklusion er vejen frem

For der er allerede bevilliget i otte mio. kroner til De Grønlandske Huse, som i det kommende år skal hjælpe nyankomne grønlændere i Danmark.

- Så det er jo ikke fordi, der ikke er tilført midler til området.

Læs også Grønlandske Huse: Vi kæmper allerede imod skævhed

- Derfor er mit budskab også, netop på baggrund af den klare indsigt, vi får i hånden, at det er vigtigt, at nu skal fokus rettes mod, at man skal lykkes med en bedre inklusion, siger Karen Ellemann.

Derudover skal man vente og se, hvad effekten af Strategien for Udsatte Grønlændere i Danmark er, når den slutter næste år.

- Vi har jo ikke set effekten af strategien endnu. Overhovedet, fastslår den danske social- og indenrigsminister.

Læs også Danmark og Grønland skal sammen hjælpe grønlændere i Danmark, mener MF’ere

I stedet opfordrer hun til, at grønlændere i Danmark i højere grad hjælper hinanden til at få et godt liv i landet.

- Derfor er der jo grund til at pointere, hvor vigtigt det er, at det grønlandske civilsamfund i Danmark er klar over, at man selvfølgelig har et medmenneskeligt ansvar for også at være aktiv i forhold til at lykkes med en bedre inklusion af grønlændere i Danmark, siger Karen Ellemann.

Du kan hente hele forsker Siddhartha Baviskars rapport her via SFI's hjemmeside.