Dansk minister: Grønland skal ikke være losseplads for resten af verden

- Den globale forurening påvirker hele vores rigsfællesskab, ikke mindst Grønland. Og Grønland skal ikke være losseplads for resten af verden.
Esben Lunde Larsen
Foto © : Kim Vadskær
Skrevet af Karsten Sommer
17. august 2016 08:01

Det siger den danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der i denne uge besøger Grønland.

Kviksølv fra minedrift og fluorstoffer fra for eksempel overfladebehandlet tøj og møbler følger med hav- og luftstrømme til Grønland og det øvrige Arktis.

- Derfor følger vi den grænseoverskridende forurening i de arktiske egne, så vi får viden om, hvilke stoffer vi skal prioritere at få begrænset og udfaset, siger miljøministeren.

Grønland har netop fået del i en pulje på 24 mio. kroner, der skal give mere viden om miljø- og naturtilstanden i her i landet.

Mere end 20 videnskabelige projekter i Grønland og på Færøerne, skal afdække mængden af skadelige og svært nedbrydelige giftstoffer i Arktis, med henblik på at lægge pres på resten af verdens lande for at udfase de skadelige stoffer.

Som noget nyt undersøges også det verdensomspændende problem med plasticaffald i verdenshavene, som  bliver ophobet i havfugle og langs kysten.

Esben Lunde Larsen er i Grønland på invitation fra Naalakkersuisoq for miljø Mala Høy Kuko, og er lige nu i Ikkatseq i Østgrønland, hvor de to miljøministre besigtiger efterladenskaberne på den tidligere amerikanske militærbase Bluie East 2.