Danmark vil have EU med i Arktisk Råd

EU bør have plads som observatør i Arktisk Råd, mener den danske udenrigsminister. Den danske opposition bakker op - på visse betingelser.
29. december 2014 15:03

DANMARK: Ifølge Jyllands-Posten vil udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nu arbejde ekstra hårdt for at lade EU få en plads som observatør i Arktisk Råd. Det skal være med til at få EU til at investere i Grønland, lyder det.

 

Forslaget bliver bakket om af flere partier i den danske opposition. Hos SF mener man, at EU som observatør vil kunne lære mere om forholdene i Arktis, herunder om befolkningens levemåde. Og det er der brug for, lyder det. Flere arktiske lande, herunder især Canada, har nemlig været imod at få EU på en observatørpost på grund af unionens forbud mod sælskindshandel.

 

- Jeg tror, det vil betyde, at EU engagere sig mere i de arktiske spørgsmål. At man interesserer sig mere for det. For en person i Grækenland eller Syditalien kan det godt være lidt eksotisk, at man skal beskæftige sig med arktiske spørgsmål. Men det betyder faktisk også noget for dem, siger udenrigspolitisk ordfører hos SF, Holger K. Nielsen til KNR.

 

EU skal sløjfe sælskindsforbud

Hos De Konservative bakker også tidligere udenrigsminister Per Stig Møller op om at få EU som observatør i Arktisk Råd. Men Grønland og de arktiske stater skal lade sig dyrt betale for pladsen, mener han. For eksempel ved at sløjfe forbuddet mod import af sælskind i EU.

 

- EU skal faktisk stramme sig an i forbindelse med sælskindene fra Grønland og hvalsagerne, fordi der har de (EU-landene, red.) jo hele tiden modarbejdet os. Så jeg synes også, at det er godt med observatørerne, og når Kina kan være der, kan EU også være der. Men jeg synes også, at det er rigtigt, at Grønland hele tiden har sagt - ligesom russerne i øvrigt - at EU skal altså også lige vise forståelse for området. Det har EU ikke vist forståelse nok for.

 

EU vil med i klubben

Samme betragtning har Jon Rahbek-Clemmesen, ekspert i arktiske forhold og sikkerhedspolitik ved DIIS. Han mener, at EU muligvis kan komme til at skulle tilbyde fx Grønland at blive økonomisk støttet med EU-aftaler.

 

Selv om EU som observatør ikke har stemmeret, handler det nemlig for EU-Kommissionen om først og fremmest at være med i det ‘vigtige selskab’ som Arktisk Råd. Her er lande som bl.a. Kina, Japan og Indien i dag observatører uden stemmeret.

 

- Set fra EU’s synspunkt handler det her om at få lov til at være med i klubben. Det er en del af EU’s forsøg på at ‘brande’ sig selv som en udenrigspolitisk aktør. Det er jo ikke fordi, EU i virkeligheden får nogen indflydelse af at få lov til at sidde med i det her som observatør i Arktis Råd.