Medie: Danmark lever ikke op til aftale om forsvar af Grønland

I 2023 havde Forsvaret ikke et Challenger-fly til rådighed til eftersøgning, trods aftale om at der skal være et fly tilgængeligt hele året. Heller ikke inspektionsskibe i Thetis-klassen var altid til rådighed.
I syv døgn i 2023 var Grønland uden både et Challenger-fly og inspektionsskibe af Thetis-klassen, skriver Altinget. Foto © : KNR/Gaaba Olsen
09. oktober 2024 13:09

Danmark lever ikke op til en politisk aftale fra 2016 om, at Forsvaret skal have et Challenger-fly og mindst et af Thetis-inspektionsskibene til rådighed for eftersøgning og redning i Grønland året rundt.

Det skriver netmediet Altinget.

Ifølge tal fra Forsvarsministeriet og Arktisk Kommando, som Altinget har fået, var et Challenger-fly kun til rådighed i 239 dage ud af årets 365 dage i 2023.

Også inspektionsskibe i Thetis-klassen var kun til rådighed 283 dage ud af de aftalte 365 dage. 

Ifølge tal fra Arktisk Kommando var der i 2023 i alt syv døgn, hvor der hverken var et Challenger-fly eller Thetis-skib til rådighed i Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen (S) erkendte under et pressemøde på Aalborg Flyvestation i august, at det "ikke er tilfredsstillende", og at politikerne i Folketinget er i færd med styrke hele beredskabet i kongeriget.

Ved samme pressemøde understregede formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), at han klart forventer, at Danmark sikrer, at tingene er på dansk niveau på de områder, som Danmark har ansvaret for i Grønland.

- Jeg regner med, at Danmark – på de områder, hvor det stadig har sagsområder – færdiggør det arbejde, de skal gøre, og har udstyr, der virker.

Hos Arktisk Kommando i Nuuk siger chef og generalmajor Søren Andersen, at Forsvaret prioriterer, "så konsekvenserne bliver så små som mulige".

Folketingets partier forhandler lige nu om en ny forsvarsaftale. I den er forventningen, at der skal afsættes penge til flere forsvarsskibe i Nordatlanten.