Skoleleder på Atuarfik Inussuk: Vigtigt at holde fast i visionen

Det har været en svær opstart for den nye storskole i Nuuk. Alligevel holder skolelederen fast i håbet og tror på, at man nok skal klare sig gennem situationen.
Uffe Lilholm startede som skoleleder denne sommer. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
18. oktober 2024 16:13

Uffe Lilholm vidste godt, at han kastede sig ud i en noget udfordrende opgave, da han sagde farvel til stillingen som skoleleder på Dybkær Specialskole i Silkeborg og tog til Nuuk for at være leder på det nye, store prestigeprojekt Atuarfik Inussuk. 

Men han havde nok ikke forestillet sig, at opstarten alligevel skulle blive så udfordrende: 

- Der er ingen tvivl om, at vi har haft en svær start. Man nedlægger to skoler og fusionerer dem til én, så vi har haft alle de almindelige opstartsproblemer, når man laver en helt ny skole, siger han og fortsætter: 

- IT-systemer, som skal lære at snakke sammen, nyt telefonnummer, vores skemalægningsprogram virkede ikke, så vi skulle lave dem i hånden. Der er ingen tvivl om, at vi har haft en rigtigt svær start, siger han.

Men han understreger, at udfordringerne med IT-systemer også er noget, skolen ville støde på, hvis de var i de nye lokaler.

Uvisheden ulmer

Samtidig stod alt undervisningsmaterialet pakket ned i kasser på den nye skole.

Derfor er det først nu - knap to måneder senere - man rigtigt begynder at have fundet det frem og fået det pakket ud til den nye virkelighed på de gamle skoler, Atuarfik Samuel Kleinschmidt og Atuarfik Ukaliusaq.

Noget der selvfølgelig fylder hos alle på skolen, fortæller skolelederen: 

- Der er en skuffelse hos børn og voksne over, at man ikke er et nyt sted, siger han. 

Fordi alle bare glæder sig, fortæller han.

Forløbet omkring skolestart for elever på Atuarfik Inussuk

Da skolerne gik på sommerferie hed startdatoen for det nye skoleår 15. august.

25. juli meddelte Kommuneqarfik Sermersooq dog, at skolestart for elever på Atuarfik Inussuk blev rykket 14 dage, så den nye startdato var 29. august.

9. august meddelte kommunen så , at den oprindelige plan om at starte 15. august vil være gældende, så eleverne starter 15. august.

Årsagen er, at den nye skole i Nuuk ikke er blevet færdig til skolestart, og det endnu er uvist, hvornår den bliver færdig.

Derfor bliver de gamle lokaler på ASK og USK taget i brug igen, indtil de nye lokaler på Atuarfik Inussuk kan tages i brug.

Men uvisheden omkring, hvornår elever, lærer og personale kan rykke ind i de nye lokaler er nok det, som fylder mest og gør det svært at se fremad og føre planerne ud i livet: 

- Havde vi nu vist, at det blev efter efterårsferien, til december eller til februar, så ville vi vide, hvad vi skulle have på plads for at få det til at lykkes, siger han og fortsætter: 

- Men når man ikke ved, hvornår man kan flytte ind, ved man ikke, hvor stort et arbejde man skal kaste sig ud i. Så den uvished, der ikke kan gives et svar på, den fylder en del, slår Uffe Lilholm fast. 

Visionen er vigtig

Alligevel er det tydeligt at mærke, at den nye skoleleder har valgt at holde fast i håbet og har bestemt sig for, at den nye skoles visioner godt kan leve, selvom rammerne ikke er nye. 

- Vi fortsætter ufortrødent med at få lavet en fælles kultur mellem de to skoler. Det arbejder kører videre, som om vi var i de nye bygninger.

Og selvom de altså ikke flytter i de nye lokaler efter efterårsferien, som var håbet både fra borgmesteren, kommunaldirektøren og på skolen, så tager skolen hul på den nye læringsstil, fortæller Uffe Lilholm:

- Vi tager hul på projektarbejde i næste uge, som bliver en vigtig del af pædagogikken på den nye skole, for jeg synes, det der er vigtigt for os at få det bedst mulige ud af denne her situation. At holde fast i vores vision for ikke bare at stå i en venteposition, siger han.

For de nye visioner kan sagtens leve, selvom undervisningen foregår i de gamle lokaler, mener han.

Og det er tydeligt at mærke, at han sammen med lærerne på skolen har bestemt sig for, at uvisheden, som alle har ikke skal have lov at fylde for meget. Derfor ser han også frem til at tage hul på den nye læringsform efter efterårsferien, fortæller han.

- Vi fortsætter altså med at arbejde med den pædagogik, vi skal stå for på den nye skole, fortæller Uffe Lilholm.

For det er det vigtigste for ham, understreger han.