Danmark kan havne med regning for kontroversielt lån til Ukraine

Ukraine har desperat brug for penge. Omkring 60 milliarder euro over de kommende to år mangler landet for at holde det ukrainske samfund kørende og samtidig fortsætte krigen med Rusland.
Derfor bør EU ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) bakke op om EU-Kommissionens forslag om et kontroversielt lån til Ukraine.
Det skal tages fra de indefrosne russiske midler. For at det kan lade sig gøre, så må alle EU-landene dog garantere for lånet. Dermed kan de danske skatteydere i sidste ende havne med en regning efter krigen.
- Ukraine har et akut behov for finansiering til deres hær. Det er simpelthen dyrt at være i krig. Det er rigtig dyrt. Så vi skal finde nogle penge, og jeg mener, at det her er den bedste måde.
- Men du har ret i, at der skal stilles en fælles garanti, siger Mette Frederiksen.
Svækket økonomi og store ødelæggelser
Hun understreger dog, at tanken i EU-Kommissionen forslag er, at Rusland skal betale erstatning til Ukraine efter krigen. Hvis det sker, så skal Ukraine til gengæld betale lånet tilbage.
Der er dog ingen garanti for, at Rusland vil acceptere at betale erstatning som del af en fredsslutning, der måske bliver indgået med USA's præsident, Donald Trump.
Samtidig vil Ukraine efter krigen formentlig stå tilbage med en svækket økonomi og store ødelæggelser, så det kan blive svært at betale lånet tilbage.
Det øger risikoen for, at regningen til sidst vil ende hos de europæiske skatteydere.
Belgiens premierminister, Bart de Wever, fastslår torsdag, at Belgien vil have en "underskrift" på, at de øvrige EU-lande vil dele risikoen, hvis EU bruger indefrosne russiske midler til et lån til Ukraine.
Han understreger, at Belgien kun vil gå videre med idéen, hvis alle Belgiens bekymringer bliver imødekommet:
- Jeg ønsker maksimal retssikkerhed, jeg ønsker solidaritet, og jeg ønsker gennemsigtighed, siger Bart de Wever.
/ritzau/