Múte B. Egede: Danmark forhaler udredning af spiralssagen

Naalakkersuisutformanden kritiserer, at undersøgelsen af spiralsagen ikke er startet endnu. Ifølge DR mangler der kvalificerede fagpersoner til opgaven.
Mange unge, grønlandske kvinder har i 1960'erne og 1970'erne fået opsat en spiral uden deres samtykke og i flere tilfælde uden deres viden. Foto © : KNR
22. maj 2023 11:47

- Nu er tålmodigheden brugt op.

Sådan starter formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) et opslag på Facebook, hvor han kritiserer den danske stat for at forhale udredningen af spiralkampagnen.

- En af de grusomme ting, Danmark har gjort, spiralsagen og udredningen af dette, som vi aftalte skulle ske i efteråret 2022, forhales fra dansk side. Det er simpelthen uacceptabelt, skriver Múte B. Egede.

Arbejdet med udredningen skulle ifølge planen være i gang nu, og resultatet af den skal senest afleveres 1. oktober 2024. Men det ser ud til at blive svært at nå. 

For arbejdet med at udpege uvildige fagpersoner til at stå for udredningen er endnu ikke færdigt, skriver DR. Det skulle ellers være sket i starten af i år, oplyste det danske sundhedsministerium i december.

Ifølge Múte B. Egede har Naalakkersuisut flere gange rykket for, at arbejdet med udredningen kommer i gang. 

- Vi har skubbet på længe, og udredningen skulle være startet for længst. Nu skal den i gang, og det kan ikke gå hurtigt nok. Ikke mindst for de berørte kvinder, der har måtte leve med en fuldstændig uacceptabel behandling, skriver han i sit Facebook-opslag.

Har længe presset på

Ifølge naalakkersuisoq for sundhed Mimi Karlsen (IA) har Naalakkersuisut længe skubbet på for at få en udredning i gang.

- Vi har fra Grønlands side hele tiden skubbet til den danske regering i forhold til at få startet undersøgelsen hurtigst muligt. Det danske folketingsvalg sidste år samt dannelsen af en ny dansk regering har været en forsinkende faktor, skriver Mimi Karlsen i et skriftligt svar til KNR.

Samtidig oplyser Mimi Karlsen, at det er vigtigt for Naalakkersuisut, at udredningen bliver foretaget fra et grønlandsk perspektiv.

- Det har været vigtigt med en stærk grønlandsk forankring for at kunne forstå den grønlandske sammenhæng mellem historie, kultur og samfund. Samtidig ses det også som en forudsætning for at kunne gennemføre de nødvendige interviews med de berørte grønlandske kvinder, skriver Mimi Karlsen til KNR.

Et forskerhold er ved at blive vurderet hos Den frie Danske Forskningsfond og Grønlands Forskningsråd, oplyser Mimi Karlsen.

Ifølge DR beklager den danske sundhedsminister Sophie Løhde (V) forsinkelsen, men forklarer, at det blandt andet skyldes folketingsvalget i november, og at det har været svært at finde fagligt kvalificerede personer til udredningen, heriblandt at finde en sundhedsjurist med nok viden.

- Jeg kan ikke trylle et folketingsvalg væk, jeg kan heller ikke trylle det faktum væk, at der har været problemer med at få udpeget et tilstrækkeligt velkvalificeret forskerteam, siger Sophie Løhde til DR.

Hun siger til DR, at hun forventer, at de sidste fagpersoner til udredningen bliver fundet i denne måned.