De nye tiltag skal forhindre, at coronavirus spreder sig her i landet.Foto: KNR

Coronafrygt: Skoler lukker og flytrafik stopper fra fredag

Landslægen vurderede, at man ikke skulle lukke skolerne på grund af coronafrygt. Men samtlige politiske partier har krævet, at det sker.

Underrurbrikken er præciseret onsdag klokken 09.32.

- Skoler lukker fra mandag 23. marts og 14 dage frem.

Det fortæller formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen på et pressemøde.

Naalakkersuisut har ellers hidtil holdt skolerne åbne, fordi - som Kim Kielsen har sagt indtil i går - at "sådan et tiltag har en række konsekvenser for samfundet."

Lukningen gælder ikke gymnasier, handelsskoler, alle ungdomsuddannelser eller universitetet.

- På ungdomsinstitutionerne går der voksne mennesker. Der er retningslinjer, og vi forventer, at de overholder dem med hensyn til ikke at samles mere end 100 mennesker og at have god håndhygiejne. Vi slet ikke i tvivl om, at de overholder dem, siger Kim Kielsen.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand: Vrede forældre ringer med coronabekymringer

Børnehaver og fritidsklubber bliver ikke lukket - i hvert fald ikke lige med det samme. 

- Beslutningen om, hvorvidt de skal lukkes sker løbende og i samråd med de andre partiformænd, siger Kim Kielsen. 

Flytrafik lukker

Forældre, der ikke kan møde på arbejde, fordi de skal blive hjemme og passe børn, vil få lønkompensation.

Men det er ikke kun skolerne, der lukker. 

Fra fredag ved midnat - altså efter skolerne er lukket - bliver Air Greenlands fly stående på jorden. Al flyforbindelse til og fra landet bliver annulleret i 14 dage.

Det vil heller ikke være muligt at flyve mellem byer og bygder.

De nye tiltag skal forhindre, at virussen spreder sig her i landet.

Ifølge Kim Kielsen er der politisk opbakning til dét. 

- På den måde kan vi sikre, at der ikke sker spredning. Det vil koste økonomisk, men det er vigtigt, at vi passer på, og det er alle partiformændene enige i, siger Kim Kielsen.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus

Lukningen af flytrafikken kommer dog ikke til at gå ud over syge personer, der skal til behandling i Danmark.

- Det er noget, vi har taget højde for, og der er spredt fly ud i landet, som kan transportere syge, siger Kim Kielsen.

Og der er ingen grund til at styrte ned i butikken og hamstre toiletpapir eller andre dagligvarer ifølge Kielsen. Godstransporten bliver nemlig opretholdt, og der vil blive ved med at blive fragtet varer til både byer og bygder.

Lukning af skoler er politisk beslutning

Mandag anbefalede landslægen klart og tydeligt, at skolerne fortsætter med at holde åbent. 

På pressemødet sagde han, at det ikke ville have noget formål at lukke skolerne, fordi der kun er en enkelt person i Grønland, der er coronasmittet. 

- Vi skal vente med at bruge tiltag, før vi har brug for det. Lukning af institutioner og skoler vil ikke føre til en reduktion af smitte, hvis eleverne mødes andre steder, sagde landslæge Henrik L. Hansen mandag.

Men den vurdering er politikerne ikke enige i. Efter pressemødet madnag, holdt partiformændene et møde med et klart krav: Skoler skal lukkes.

Kravet blev fremlagt for Epidemikommissionen, der drøftede sagen. Derefter holdt partiformændene møde igen - og det endte i et kompromis, der lukker og slukker landets folkeskoler i to uger fra fredag eftermiddag.

- Det er en beslutning, som Naalakkersuisut støtter, siger Kim Kielsen. 

Læs mere om coronavirus på Landslægeembedets hjemmeside

Epidemikommissionen anbefaler: 

  • at arrangementer med mere end 100 deltagere frarådes kraftigt.
  • at rejser ud og ind af landet skal undgås. Det samme gælder indenrigstraffikken. 
  • at busserne i de større byer ikke tager flere passagerer med, end der er siddepladser til
  • at idrætshaller, svømmehaller og caféer kun skal lukke halvdelen af den mængde mennesker ind, som der egentlig er plads til. 
  • at borgere bliver hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.
  • at personer undgår at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.

Kommentarer