Børnetalsmand: Vrede forældre ringer med coronabekymringer
Bekymringen er blevet stærkere og har udviklet sig til vrede, fortæller børnetalsmanden.
- Forældrene kræver en lukning (af skoler og institutioner, red.) og har meget svært ved at forstå, at børnenes beskyttelse ikke er højere prioriteret i Grønland, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Mandag blev det første tilfælde af coronavirus konstateret i Grønland. Det fortalte formanden for Naalakkersuisut, Siumuts Kim Kielsen, på et pressemøde.
LÆS OGSÅ Forældre er bekymrede for corona: Vi holder vores børn hjemme fra skole
- at arrangementer med mere end 100 deltagere frarådes kraftigt.
- at rejser ud og ind af landet skal undgås. Det samme gælder indenrigstraffikken.
- at busserne i de større byer ikke tager flere passagerer med, end der er siddepladser til
- at idrætshaller, svømmehaller og caféer kun skal lukke halvdelen af den mængde mennesker ind, som der egentlig er plads til.
- at borgere bliver hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.
- at personer undgår at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.
- Vi skal ikke stoppe landet ved at lukke alle børnehaver og folkeskoler. Hvis vi gør det, vil der være konsekvenser i forhold til personale i sundhedsvæsenet eller andet personale, som der er behov for.
- Vi skal først sørge for, at deres børn kan blive passet, sagde Kim Kielsen på pressemødet mandag.
Men den udmelding vækker harme blandt forældrene.
- Vi kan mærke, at den store bekymring, der i forvejen er blandt forældrene, er blevet endnu stærkere. Nu er det ikke bare bekymring, nu er der også en form for vrede, siger Aviâja Egede Lynge.
Forældrene opfordrer børnetalsmanden til at blande sig i myndighedernes arbejde for at sikre børnenes beskyttelse mod coronavirus.
De vil altså have, at skoler og institutioner bliver lukket.
Epidemikommissionen fraråder samlinger på over 100 personer - men på flere skoler rundt omkring landet er der mere end 500 elever.
Borgere har startet en underskriftindsamling
Mandag fortalte landslæge Henrik L. Hansen, at det ikke er planen at lukke skolerne, som det ser ud nu.
- For det første, så lærer de ikke noget, og for det andet, så forebygger vi ikke noget som helst. Måske tværtimod.
- Hvis der er noget ikke kendt smitte derude, og skoleeleverne samler sig i små grupper andre steder, så er vi meget værre stillet, siger han.
LÆS OGSÅ Første person i Grønland er smittet med coronavirus
Den udmelding giver de forældre, som Aviâja Egede Lynge har talt med, ikke meget for.
Borgerne har derfor taget initiativ til at samle underskrifter online med håb om, at daginstitutionerne og skolerne bliver lukket i de næste 14 dage.
- Det er særligt uforståeligt for rigtig mange forældre, som har børn i skolerne, børnehaverne eller vuggestuerne, at man fraråder samlinger med over 100, men at det ikke gælder for børnene, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Over 900 borgere har skrevet under på underskriftindsamlingen i skrivunder.net.