Claus Nielsen er valgt som ny formand for GIF efter næsten dødt løb
Claus Nielsen fik 16 stemmer, Frederik Lundblad 15, og en enkelt stemte blankt.
Det er fakta ved formandsvalget i Grønland Idrætsforbund i formiddags, og duellanterne har aftalt fortsat tæt samarbejde.
- Jeg er meget taknemmelig for de afgivne stemmer, der er givet til min fordel, siger Claus Nielsen til KNR.
- Frederik Lundblad fortsætter også i bestyrelsen i GIF, og vi aftalte inden formandsvalget at fortsætte samarbejdet, uanset hvem der bliver valgt.
Bestyrelsesberetningen for sportsåret 2022 blev godkendt med applaus, og nu påhviler det Claus Nielsen at fortsætte samarbejdet med forskellige specialforbund.
- Jeg vil gerne indføre møder med forskellige specialforbund om foråret og dermed ikke kun ved repræsentantskabsmødet, siger Claus Nielsen.
- Jeg har masser af tanker om, hvordan vi kan drive GIF, men jeg er også sikker på, at forskellige specialforbund har deres ideer om udvikling af idræt. Jeg kan sammen med GIF's bestyrelse få mulighed for at justere planer efter specialforbundenes ønsker, siger Claus Nielsen.
Idrætten i Grønland er stadig udfordret på frivillighedsområdet.
- Jeg lægger meget stor vægt på rekruttering af frivillige. Det er et indsatsområde, som jeg vil prioritere højt, siger Claus Nielsen.