Chokerende beretninger afslører, at oprindelige kvinder i Canada stadig tvangssteriliseres

Ny rapport beskriver, hvordan kvinder i Canada er blevet steriliseret under tvang. Sagen minder på flere måder om spiralkampagnen i Grønland.
Oprindelige folk i Canada har i årevis talt om, at de bliver udsat for systematiske undertrykkelse. Nu er de canadiske myndigheder begyndt at lytte og undersøge de mange beretninger. Det har blotlagt de mørkeste kapitler i Canadas historie, som dokumenterer massedrab på børn og kvinder og sterilisering under tvang. Foto © : Scanpix
05. juni 2022 11:15

Canadas behandling af de oprindelige folk er ikke en pæn historie.

Det er der de seneste år kommet talrige eksempler på.

I 2019 hævdede en rapport, at der er sket et "folkedrab" på indfødte kvinder i Canada, fordi at kvinderne er voldsomt overrepræsenterede i sager om drab og bortførelse.

Og sidste år blev der fundet tegn på mulige umarkerede grave ved flere af de steder, hvor der har ligget kostskoler for oprindelige folk. 

Nu truer en sag om tvangssteriliseringer med at sende endnu en chokbølge gennem landet.

En sag, der har flere lighedspunkter med den grønlandske spiralkampagne, hvor danske myndigheder fik opsat spiral i op mod 4.500 piger og kvinder i Grønland.

Blev steriliseret i forbindelse fødsler

Det er en ny rapport fra det canadiske senat, der fastslår, at der er sket tvangssteriliseringer af kvinder i Canada.

Ifølge Marianne Stenbæk, der er KNR’s korrespondent i Canada, har denne praksis foregået de sidste hundrede år. Faktisk skete det sidst kendte tilfælde i 2018.

Hvad er en sterilisation:

En sterilisation dækker over et indgreb, hvor man gør en mand eller en kvinde ufrugtbar.

Indgrebet er relativt lille hos mænd, men for kvinder er der tale om en større operation.


I dag kan man godt hjælpe kvinder, der er blevet steriliseret, med at få børn ved brug af reagensglasbehandling, men som udgangspunkt er en sterilisation for hele livet.

Man ved ikke, hvor mange kvinder, der er blevet steriliseret, men de canadiske myndigheder har talt med 14 kvinder, som siger, at de er blevet steriliseret mod deres vilje.

Kvinderne fortæller, at det blandt andet var i forbindelse med fødsler, at de blev steriliseret, og at de dermed ikke har haft mulighed for at give samtykke:

- Mange gange spurgte de kvinderne, men når en kvinde ligger på briksen, har født og er i stærke smerter, og lægen siger: Skal vi ikke lige klippe lidt her eller der?, så ved hun ikke, hvad det er, hun bliver spurgt om, siger Marianne Stenbæk.

På den måde minder sagen om de beretninger, der er kommet fra grønlandske kvinder i forbindelse med spiralopsætningen herhjemme.

Her fortæller kvinderne også, at de ikke vidste, hvad der skete, og at de først efter mange år fandt ud af, at de havde en spiral i livmoderen.

Regeringen lukkede øjnene

Det canadiske senat har også talt med lederne af de oprindelige folks organisationer i Canada for at få kastet klarhed over den lyssky praksis.

Foto © : Marianne Stenbæk

Marianne Stenbæk er professor i kulturstudier ved McGill University, hvor hun har særligt fokus på de oprindelige folk i Canada. Derudover arbejder hun som korrespondent for KNR.

Det har nemlig længe været kendt blandt de oprindelige befolkninger i Canada, at deres kvinder blev steriliseret mod deres vilje:

- Oprindelige folk har jo snakket om det længe, men man begyndte først at tale åbent om det for nylig. Der var kvinder, der sagde, at de var blevet steriliseret, da de var bare 14 år, siger Marianne Stenbæk.

Det er ikke kun kvinder fra de oprindelige folk, som oplever overgreb. Også andre minoriteter som for eksempel sorte og handicappede, har været udsat for tvangssterilisation.

LÆS OGSÅ Hundredvis af grave fundet ved tidligere skole i Canada

Ifølge Marianne Stenbæk ved man endnu ikke, hvilken rolle de canadiske myndighederne har haft i forhold til steriliseringen af kvinderne:

- Der var ikke nogen officiel politik om sterilisering, men man har nok vidst noget, og simpelthen lukket øjnene ligesom med kostskolerne, siger Marianne Stenbæk.

Her adskiller sagen sig altså fra spiralkampagnen, hvor det står helt klart, at de danske politikere i 60-70’erne havde en helt bevidst strategi om at nedbringe befolkningsvæksten i Grønland ved hjælp af spiraler.

De involverede skal holdes ansvarlige

Morningstar Mercredi er first nation og blev steriliseret som 14-årig.

Sammen med mere end hundrede andre kvinder er hun gået til domstolene for at få en undskyldning og erstatning.

Ifølge Morningstar Mercredi er der nemlig sket klare brud på FN’s menneskerettigheder og FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder.

LÆS OGSÅ Paven siger undskyld til Canadas oprindelige folk for overgreb på kostskoler

Samme kritik er rejst herhjemme i forbindelse med spiralkampagnen.

Her har Grønlands Råd for Menneskerettigheder vurderet, at der er tale "grove krænkelser af menneskerettighederne", og et samlet Inatsisartut krævede for en uge siden en udredning om forløbet.

Den danske regering har overfor KNR bekræftet, at der er holdt et møde med Mimi Karlsen (IA), der er naalakkersuisoq for sundhed, og at man vil samarbejde om at få ”belyst denne ulykkelige sag bedst muligt”.

I Canada afventer man stadig, hvordan regeringen vil forholde sig til sagen, men det canadiske senat har henstillet til, at der bliver iværksat en større undersøgelse af tvangssteriliseringen:

- Senatet har sagt, at det her er en hastesag. I skal finde ud af, hvad vi skal gøre for de kvinder, der har lidt overgreb. I skal finde ud af, hvordan det aldrig sker igen. I skal finde ud af, hvordan dem der var involveret, kan holdes ansvarlige, fortæller Marianne Stenbæk.