Hundredvis af grave fundet ved tidligere skole i Canada
Nu er der igen fundet hundredvis af umærkede grave ved en tidligere skole for oprindelige folk i det sydlige Canada.
Det rapporterer lokale medier onsdag lokal tid.
Meldingen kommer, fire uger efter at der blev fundet en massegrav med de jordiske rester af over 200 børn ved en anden tidligere skole for indfødte i British Columbia i den vestlige del af landet.
LÆS OGSÅ Gruopvækkende fund skaber sorg og harme i Canada
Det er endnu uvist, hvor mange grave der er tale om, men organisationer der repræsenterer de oprindelige befolkningsgrupper i Saskatchewan oplyser, at der er tale om det højeste antal grave fundet i Canada.
Hverken reservatet Cowessess First Nation i provinsen Saskatchewan eller organisationen Federation of Sovereign Indigenous First Nations, der repræsenterer 74 oprindelige befolkningsgrupper i Saskatchewan, nævner et specifikt antal grave.
Men de oplyser, at opdagelsen ved den tidligere skole Marieval Indian Residential School i Saskatchewan markerer det højeste antal af den slags grave fundet i Canada.
Det rapporterer medierne CBC og Global News.
Det forventes, at der vil blive offentliggjort flere oplysninger på et pressemøde torsdag morgen lokal tid.
Marieval Indian Residential School ligger cirka 140 kilometer øst for byen Regina og var i drift fra 1899 til 1997.
Indfødte i Canada har opfordret til en national indsats for at få undersøgt tidligere skoler for oprindelige folk for mulige massegrave.
LÆS OGSÅ Chokeret professor om canadiske børnelig: Der er flere, som endnu ikke er fundet
Det sker, efter at der i slutningen af maj blev opdaget en massegrav med de jordiske rester af 215 børn ved Kamloops Indian Residential School i provinsen British Columbia.
Nogle af børnene var ned til tre år gamle, og fundet vakte chok landet over.
Kamloops Indian Residential School opererede mellem 1890 og 1978. Først i regi af den katolske skole og senere af den canadiske regering.
Tidligere blev børn af oprindelige canadiere indskrevet på særlige skoler, der havde det formål, at de skulle få børnene til at vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur.
En undersøgelseskommission beskrev i 2015 systemet som et "kulturelt folkedrab".
Mindst 130 af den slags skoler har igennem årene opereret i Canada, og omkring 150.000 børn af oprindelige folk har været indskrevet på en af dem.