Chefredaktør: Siumut er uetisk - men det virker

Hvor dygtige har politikerne været til at få deres budskaber ud til befolkningen? Chefredaktør for Sermitsiaq Poul Kraup mener, at Siumut har været lidt for dygtig. Men det virker, tror han.
15. november 2011 16:20

Når Siumut under sidste del af efterårssamlingen kommer med forslaget om at indføre den allerede så omtalte råstofefterforkningsafgift, og derved få flere hundrede millioner kroner i landskassen til at bruge på for eksempel byggerier, kunstgræsbaner og modernisering af det kystnære fiskeri, er det ord, der går rent ind hos store dele af befolkningen. Det mener Sermitsiaqs chefredaktør Poul Krarup:

- På den anden side står Naalakkersuisut med det svære problem, at de skal føre politik i en nedgangsperiode og besparelsesperiode. Det er næsten negative oplysninger hele vejen igennem. Derfor har oppositionen meget bedre kort på hånden, når de kan komme med disse vilde løfter om 1,3 milliarder over de næste fire år.

Men er det ikke dygtig kommunikation fra oppositionens side?

- Jo, det kan man godt sige. Men det er samtig en meget uetisk form for politik at føre, lyder det fra chefredaktør Poul Krarup, der ligesom koalitionen mener, at forslaget ikke har gang på jord.

Til gengæld har Poul Krarup kun ros til Siumut for at have vist flere tænder de seneste par år:

- Tonen har været skarp siden Siumut kom i opposition. Og det er fordi Siumut skulle finde sin nye rolle som oppositionsparti. Bortset fra at argumentationen ikke altid holder, så synes jeg det er beundringsværdigt, at Siumut i den grad går i kødet på regeringen.

Tror du også det virker?

- Ja, jeg tror på, Siumut går frem ved næste valg, vurderer Poul Krarup.

På den anden side skal Naalakkersuisut snart til at vise politiske resultater af alle de undersøgelser, de har brugt den første periode af deres regeringstid på, hvis ikke de vil straffes af vælgerne næste gang, mener han.

På tværs af partifarverne er der flere politikere, der formår at brænde igennem til offentligheden:

- Vi kender næsten dem, der brænder godt igennem: Aleqa Hammond, Kuupik Kleist, Maliina Abelsen, Niels Thomsen, Malik Berthelsen, Naaja Nathanielsen og Aqqaluaq B. Egede. De er flittige, velargumenterende og har visioner for deres politik, siger Poul Krarup.

Men samtidig mener han, at Siumut netop mangler visioner og indhold.

Så hvad er det, at Siumuts leder Aleqa Hammond kan, siden hun fremhæves?

- Jamen det indhold, hun har, tror folk jo på. Det er jo derfor, hun brænder igennem, selvom det ikke passer hvad hun siger. Fordi de gerne vil tro på netop den udvikling, hun står og taler om.