Cheflæge: Det ser godt ud med bemandingen hen over jul og nytår

Sygehuset i Sisimiut har ikke hænder nok til at tage imod flere lægekonsultationer frem til den anden januar. Men det er langtfra usædvanligt, at der er få læger ved juleferieperioden. Faktisk ser det godt ud i år, siger cheflæge.
- Det gælder alle steder, at der er færre tider hen over jul og nytår. Det gælder også på regionssygehusene i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk, siger cheflæge.
15. december 2023 16:05

Der er for få læger til at tage imod flere til almindelige lægekonsultationer i Sisimiut indtil den anden januar. Der er dog ingen grund til panik, for det er slet ikke usædvanligt med færre personale i sundhedsvæsenet ved jule- og nytårstiden. Det siger cheflæge i det grønlandske sundhedvæsen, Aviaja Siegstad.

- Det er faktisk det samme hvert år også ved fuld bemanding, at de få tider omkring jul og nytår gør, at man i stedet for at vente en uge på at skulle få sin tid risikerer at vente i 14 dage på sin planlagte tid. Og det gælder alle steder, siger Aviaja Siegstad.

Hun oplyser, at der er ferie, som personalet skal afvikle her ved helligdagene, som gør, at der er fuld booket for lægekonsultationerne frem til den anden januar.

Normalt med færre læger ved juleferietiden

Det er dog langtfra usædvanligt, at sygehusene har plads til færre konsultationer hen over helligdagene.

- Det gælder alle steder, at der er færre tider hen over jul og nytår. Det gælder også på regionssygehusene i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk.

Hun fremhæver også, at borgerne stadig kan komme igennem, hvis det haster.

- Der vil altid være mulighed for akuthenvendelse ved akut opstået skade. Og det gælder alle steder, siger Aviaja Siegstad.

Tæt på fuld bemanding i de store steder

Hun tilføjer, at hun ikke er bekymret over situationen på nuværende tidspunkt.

- Status er, at man er tæt på fuld bemanding i alle de store regionshospitaler. Vi har faktisk fuld bemanding hen over jul og nytår på Qaqortoq, og jeg mener også, at vi er tæt på fuld bemanding i Ilulissat. Der mangler lige nu to i Sisimiut, men vi ansætter løbende, og vi har også næsten fuld bemanding i Aasiaat og Tasiilaq hen over jul og nytår.

Til de steder, hvor der ikke er læger, kan man komme i kontakt med læger fra regionsygehusene og lægeklinikken i Nuuk.

- Egentlig ser det godt ud hen over jul og nytår, siger cheflægen.

Hun opfordrer dog til, at folk melder afbud, hvis de ikke kan komme til deres aftalte tid.