Canadiske skovbrande er skyld i smukt vejrfænomen herhjemme

Der er røgpartikler i luften over Grønland og det påvirker solopgange og -nedgange i disse dage.
Solnedgangen over Nuuk tordag viste tydeligt den røde sol. Foto © : Arnaq Nielsen
18. august 2023 15:48

Hvis man kigger ud ad vinduet inden sengetid i disse dage, så er der god chance for at se en usædvanlig rød solnedgang.

Det samme kan man se, hvis man står tidligt op og fanger solopgangen.

Og selvom vejrfænomenet er smukt, ligger der en dyster grund bag. Den røde sol skyldes nemlig skovbrande i Canada.

Canada har som resten af den nordlige halvkugle oplevet en usædvanlig varm sommer, og det har resulteret i voldsomme skovbrande.

Mere end 1000 skovbrande hærger lige nu det nordamerikanske land.

Og effekterne af det kan ses hele vejen herhjemme.

- Luften kommer fra Canada, og så har den de her røgpartikler med. De ligger meget højt, så det kommer ikke til at lugte af brand. Men det giver lidt mælkehvid himmel og meget røde solnedgange, siger metrolog Jens Lindskjold, der arbejder på DMI's vejrtjeneste i Nuuk.

hjemmesiden her kan man se, hvordan røgen fra Canada bevæger sig over til Grønland. 

Fra ingen sol til rød sol

Det er ikke første gang, at skovbrandene i Canada har påvirket vejret herhjemme. I starten af juli forsvandt solen i Sydgrønland bag en tung, hvid dyne af smog, som var flyttet med vinden fra Canada.

- Det er fordi, at der er flere forstyrrelser i luften. Hvis der var rigtigt meget røg, så var solen helt væk. Nu er der en smule røg i luften, og det gør, at solen får en anden farve, siger Jens Lindskjold.

Dog er dagene med de farverige solopgange og -nedgange ved at gå på hæld. Ifølge Jens Lindskjold skal man kigge ud ad vinduet i aften eller i morgen tidligt for at fange den røde sol.

- I dag fredag er der jo ikke ret mange skyer på himlen, så der vil vi kunne se det igen ved solnedgang og i morgen ved solopgang, men så kommer der skyer, siger han.

Efter weekenden tyder det på, at vi vil vågne til en himmel med mindre røg, og dermed går solen tilbage til sin normale farve.