Canadisk sandheds-og forsoningskommission udgiver rapporter
Sandheds- og forsoningskommissionen har brugt seks lange år til at rejse Canada rundt og høre på vidner fra de frygtelige kostskoler for oprindelige folk. Mange uhyrligheder kom frem. Det blev altsammen skrevet ned, så det aldrig bliver glemt.
I alt er rapporten på seks bind, der fortæller om de mange mørke sider ved skolerne og de få lysglimt der var.
Læs også Terry Audla om forsoningsrapport: Fremover skal løfter overholdes
I forhold til indianernes oplevelser er Inuits historie lidt anderledes. Der var knapt så mange kostskoler til dem, og det var først rigtig efter 1950 at kostskolerne blev oprettet i de arktiske egne.
På den anden side var effekten mere koncentreret her, fordi de fleste beboere i Canadas arktiske egne er Inuit.
Dommer Murray Sinclair, formand for Kommissionen, udtaler til CBC News at Inuit har fået, hvad han kalder “en svimlende tung arv” der fra generation til generation har sat sine spor og resulteret i mentale problemer, alkoholisme, selvmord, vold og kriminalitet.
Murray Sinclair udtaler videre at Kommissionen har beviser for at 3200 børn døde, men siger også at Kommissionen ikke undersøgte alle skoler og at der var sparsomme optegnelser. Så han mener helt bestemt at antallet af børn der døde af sygdom, vanrøgt og fejlernæring er langt højere, måske ti gange højere.
Bind nummer to af rapporten handler om Inuit og deres erfaringer med kostskolerne.
Læs også Canadisk forsoningskommission afslutter sit arbejde i denne uge