Medie: Canada advarer oprindelige folk mod investeringer fra Kina

Advarslen fremgår af et internt notat fra efterretningstjenesten, som den canadiske tv-stadion CBS har fået aktindsigt i.
Det gælder for eksempel investeringer i infrastrukturen, som halter i mange områder i det nordlige Canada.
Men Natan Obed, formanden for organisationen Inuit Tapiriit Kanatami, der repræsenterer omkring 65.000 inuit i Canada, siger, at efterretningstjenesten er for uvillige til at dele fortrolig oplysninger med lederne for de oprindelige folk.
- Vi træffer beslutninger hver dag, som i øjeblikket ikke er så informerede, som de kunne være, om trusler og overvejelser, siger Obed til CBC News.
Så længe den canadiske regering ikke investerer tilstrækkeligt i infrastrukturen i Arktis, er inuit nødt til at søge efter investeringer andre steder, siger Natan Obed til mediet.
Kina har flere gange vist interesse i infrastrukturen i Grønland. Eksempelvis stod et kinesisk selskab i 2016 klar til at overtage den gamle militærbase i Grønnedal.
Basen var lukket i 2012 og sat til salg af det danske forsvar. Men efter forlydninger om kinesisk interesse, fik Forsvaret pludselig travlt med at bruge basen igen.
Også i 2018 afværgede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, at et kinesisk selskab kunne investere i udvidelsen af Grønlands lufthavne. I stedet gik staten ind og blev medejer af lufthavnsselskabet Kalaallit Airports.
Også Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark har flere gange advaret Grønland mod at tage imod større investeringer fra Kina og Rusland.