Budget for politisk høringstur: 700.000 kroner

Der bliver lagt 700.000 kroner til side til Naalakkersuisuts borgermøder i Sydgønland. Demokraternes Jens-Frederik Nielsen mener, at det er penge ud af vinduet.
- Der kan man snakke om at hælde penge ud ad vinduet. Hvis Naalakkersuisut fremsætter et lovforslag der gør at man ikke kan sætte projektet i gang, hvorfor skal man så afholde høringsmøder for 700.000 kroner, siger Jens-Frederik Nielsen. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
20. august 2021 16:28

700.000 kroner.

Så mange skattekroner er der budgetteret med de kommende borgermøder i Sydgrønland. Det er borgermøder om mineprojektet ved Kuannersuit.

Hvor mange penge der præcis bliver brugt, vil først blive udregnet efter borgermøderne. Men Departementet for Råstoffer har i hvert fald sat budgettet højt. Der skal nemlig bruges penge på flyrejser, sejlture og hotelophold.

Deltagere til borgermøderne i Sydgrønland:

 

Naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA)

Naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA)

Departementschef for departementet for råstoffer, Jørgen Hammeken-Holm

En medarbejder fra Departementet for råstoffer

En medarbejder fra Departementet for sundhed

En medarbejder fra Miljøstyrelsen for råstofområdet

Medarbejder fra Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE

Borgmester for Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA)

Kommunaldirektør for Kommune Kujalleq

Råstofrådgiver for Kommune Kujalleq

To medlemmer fra Inatsiartutudvalget for Erhverv og Råstoffer

To tolke

En ordstyrer

En tekniker

To sikkerhedsfolk

Tre repræsentanter for Greenland Minerals A/S.

 

Naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker (Naleraq) deltager via videolink fra Nuuk.

Der er også en lang liste af deltagere, som skal med på turen. For eksempel skal Selvstyret stå for regningen af Greenland Minerals’ tre ansatte.

Der har allerede været borgermøder om mineprojektet i februar i år. 

LÆS OGSÅ Naaja Nathanielsen om borgermøder: Det bliver samme som sidst, bare med os

Men Naalakkersuisut valgte at blive hjemme på grund af (fåre)bombetrusler.

Nu skal der altså igen holdes borgermøder, selvom projektet er blevet dødsdømt af det nuværende Naalakkersuisut. Naalakkersuisut vil fremlægge et lovforslag til efterårssamlingen om uranforbud. Det kan sætte et stop for mineprojektet.

Ifølge naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA), kommer borgermøderne til at være ligesom de sidste borgermøder i februar, men bare med deltagelse af politikerne.

- Vi følger lovgivningen i Naalakkersuisut, og i dag er det en del af loven, at der skal afholdes borgermøder med deltagelse af Naalakkersuisut, siger Naaja Nathanielsen til KNR.

Demokraatit: Dårlig idé med nye borgermøder

Den daværende naalakkersuisoq for råstoffer, Jens-Frederik Nielsen (D) fastholder stadig den beslutning, som han tog som naalakkersuisoq dengang i februar.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Greenland Minerals VVM og VSB-rapport.

Han besluttede, at Naalakkersuisut ikke skulle deltage i borgermøderne i februar på grund af (fåre)bombetrusler.

LÆS OGSÅ Fårebombetrusler: Jeg ærgrer mig meget over den ballade, det har skabt

Han er ikke enig i, at Naalakkersuisut holder borgermøder samtidig med, at de vil sætte en stopper for mineprojektet.

- Set i det lys så synes jeg at det er en dårlig idé at bruge 700.000 kroner på at køre borgermøder. Så bør man reelt set forlænge høringsperioden. Hvis de får nultolerance-politikken gennemført, så må man se, hvad man gør derfra.

- Der kan man snakke om at hælde penge ud ad vinduet. Hvis Naalakkersuisut fremsætter et lovforslag, der gør, at man ikke kan sætte projektet i gang, hvorfor skal man så afholde høringsmøder for 700.000 kroner, siger Jens-Frederik Nielsen. 

Men han er enig i, at der skal holdes borgermøder med politisk deltagelse.

Det daværende Naalakkersuisut med Siumut, Demokraatit og Nunatta Qitornai var varme fortalere af Greenland Minerals’ mineprojekt.

Men under borgermøderne smækkede Demokraatit med koalitionsdøren på grund af uenigheder mellem Demokraatit og Siumut om mineprojektet. Siumuts hovedbestyrelse ville have borgermøderne udsat, det ville Demokraatit ikke.

Tilbage stod Siumut og Nunatta Qitornai i en mindretalskoalition. Derefter blev der udskrevet valg. Her vandt Inuit Ataqatigiit stort.

Ved de sidste borgermøder var det mineselskabet Greenland Minerals selv, som stod for regningen af borgermøderne. Også for Selvstyrets ansatte. Det er nemlig normalt, at mineselskaberne står for udgifterne i forbindelse med borgermøder.

Men Selvstyret og folks skattekroner skal altså stå for udgifterne i de kommende borgermøder, fordi det bliver en høringstur arrangeret af Naalakkersuisut.