Naaja Nathanielsen om borgermøder: Det bliver samme som sidst, bare med os

Folk i Sydgrønland kan forvente at få den samme rundtur om Kuannersuit som ved de sidste borgermøder, men den her gang kan de stå ansigt til ansigt med politikerne.
- Vi følger lovgivningen i Naalakkersuisut, og i dag er det en del af loven, at der skal holdes borgermøder med deltagelse af Naalakkersuisut, siger Naaja Nathanielsen til KNR. Foto © : Naalakkersuisut.
Skrevet af Malik Brøns
16. august 2021 05:38

I februar var der borgermøder om Greenland Minerals’ mineprojekt ved Kuannersuit i Sydgrønland.

23. august kommer der så igen seks borgermøder i Sydgrønland. Der var nemlig ingen politikere fra Naalakkersuisut til stede sidste gang - og det er faktisk et krav.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Greenland Minerals VVM og VSB-rapport.

Ifølge naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA), så er det umuligt at stoppe borgermøderne, selvom Inuit Ataqatigiit gik til valg for at stoppe mineprojektet.

- Vi følger lovgivningen i Naalakkersuisut, og i dag er det en del af loven, at der skal afholdes borgermøder med deltagelse af Naalakkersuisut, siger Naaja Nathanielsen til KNR.

LÆS OGSÅ Nye borgermøder om Kuannersuit-projekt på plads

Men Naaja Nathanielsen og Naalakkersuisut kan stoppe noget andet: De kan stoppe mineprojektet ved Kuannersuit.

Til Inatsisartuts efterårssamling vil Naaja Nathanielsen fremsætte et forslag om uranforbud. Det skal altså være forbudt at grave efter uran i Grønland. Men det kræver, at lovforslaget bliver vedtaget i Inatsisartut.

- Først derefter kan man jo så afvise kommende ansøgninger om udnyttelse af uran her i landet, siger Naaja Nathanielsen.

Andre kan genstarte mineprojektet

Hun forventer nemlig, at Greenland Minerals under alle omstændigheder vil sende en ansøgning om udnyttelsestilladelse - også selv om den nuværende regering vil have projektet stoppet helt og aldeles.

Råstoflov om høring

§ 87 b. Stk. 3. Høringsperioden skal forlænges, såfremt det ikke er muligt at gennemføre de offentlige høringsmøder på en hensigtsmæssig måde, eller Naalakkersuisut ikke kan deltage i møderne.

 

Kilde: Råstofloven.

 - De har en efterforskningslicens, som har særlige vilkår på grund af, at der er noget uran i deres projekt. De vil jo gerne gøre klar til at indsende en endelig ansøgning om en udnyttelsestilladelse.

- Der følger de jo den gældende lov, og det gør vi også fra Naalakkersuisuts side.

Men lovforslaget om nultolerancelov mod uran skal gøre det muligt at afvise Greenland Minerals' ansøgning.

Det betyder dog ikke, at projektet vil blive endegyldigt stoppet. Greenland Minerals kan nemlig vente på, at der kommer en ny koalition til, som gerne vil have gang i projektet igen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq for råstoffer: Ja til minedrift men nej til uran og Kuannersuit

- Hvis vi prøver at se udover det enkelte projekt, så ønsker denne koalition et stop for uranudvinding. Nu laver vi den lovgivning, der skal til, som i vores øjne sikrer, at det sker, siger Naala Nathanielsen.

- Kommer der et andet politisk flertal i senere, så kan de altid lave det om. Sådan er det at bo i et demokrati, vi kan gøre det så godt, vi kan for nu, men det kan jo så ændre sig ved en senere koalition.

- Det er svært at lave lovgivning i et demokratisk land, hvor man siger, at noget til evig tid er forbudt.

- Så nej, vi kan aldrig garantere, at det ikke sker på sigt, men vi gør vores nu for, at der bliver indført en nultolerance mod udvinding af uran.

Samme opskrift

Men indtil videre skal naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen tage en rundtur til Sydgrønland for at holde borgermøder om mineprojektet.

Folk kan regne med, at det bliver de samme slags borgermøder som der var i februar. Nu bliver det bare med naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen, naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA) og naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker (Naleraq).

- Der bliver et kort oplæg om projektet og så håber vi jo rigtig meget på, at borgere vil engagere sig, og komme og fortælle både hvad de mener om projektet men også generelle tanker om minedrift, miljøforhold og andet. Vi vil meget gerne høre dem, siger Naaja Nathanielsen. 

LÆS OGSÅ Jens-Frederik Nielsen om bombetrusler: Det var rigtigt at blive væk fra borgermøder

Ved de sidste borgermøder i februar fik folk mulighed for at stille spørgsmål om projektet, men politiske spørgsmål kunne ikke besvares på det tidspunkt. Politikerne fra det daværende Siumut-ledede Naalakkersuisut tog nemlig ikke med. De blev hjemme på grund af (fåre)bombetrusler.

Nu vil Naalakkersuisut stille sig klar til at svare på de politiske spørgsmål fra folk til borgermøder. Spørgsmål som nemlig spøgte ved sidste borgermøder – Vil Naalakkersuisut godkende det her projekt?

Det bliver et nej.