To dage efter, at manden havde lavet videoen på Facebook, meddelte Naalakkersuisut, at de havde besluttet at blive hjemme fra borgermøderne om mineprojektet ved Kuannersuit på grund af bombetrusler.Foto: KNR / Malik Brøns

Fårebombetrusler: Jeg ærgrer mig meget over den ballade, det har skabt

Manden bag bombetruslen i Narsaq, som fik polikere til at blive hjemme fra borgermøder, siger, at truslen bare var sjov og ballade.

- Vi forestillede os, at man måske kunne få et får til at spise uran, og så ville den sprænge i luften.

Onsdag den 27. januar klokken 12.30 kørte en mand og hans kollega ud for at spise frokost i Narsaq. De kørte ind mod Narsap Ilua, hvor der er udsigt til det omstridte fjeld, Kuannersuit.

Undervejs kom de begge på en idé: Lad os lave lidt sjov med Kuannersuit på Facebook. De mente begge to, at der skulle være plads til lidt sjov og spas, fordi der var mange borgere i byen, som tog mineprojektet ved Kuannersuit meget alvorligt.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut har modtaget bombetrusler på grund af Kuannersuit

De begyndte at fantasere om uran fra Kuannersuit og får. Fårebomber.

Kort om bombetruslen:

 

Den 29. januar meddelte Naalakkersuisut, at de havde modtaget bombetrusler. Derfor ville de ikke alligevel deltage borgermøderne om mineprojektet ved Kuannersuit.

 

Ifølge Politimester Bjørn Tegner Bay var der dog ingen alvorlige trusler mod møderne. Faktisk var der styr på sikkerheden, sagde han til KNR. Han vurderede heller ikke, at der ikke var nogen grund til at blive væk fra borgermøderne.

 

Da Naalakkersuisut ikke vil deltage i borgermøderne, blev det kun selskabet bag projektet, Greenland Minerals, og personer fra forskellige myndigheder, som deltog i borgermøderne.

 

Jens Frederik Nielsen: Vi bliver væk fra borgermøder for borgernes skyld

 

Trods politimesterens garanti for sikkerheden ved borgermøderne, fastholdt Naalakkersuisut at blive væk.

 

Ifølge daværende naalakkersuisoq for råstoffer, Jens-Frederik Nielsen (D), var det på grund af utryghed blandt borgerne.

 

- Lige nu har vi vurderet på baggrund af den indkomne trussel, at den utryghed tegnede sig rundt om Naalakkersuisut og den politiske deltagelse, sagde Jens-Frederik Nielsen kort efter bombetruslen.

 

Ifølge Naalakkersuisut var truslerne dog ikke konkrete.

- Jeg begyndte at fantasere om Kuannersuit, og vi fik lyst til at lave en Facebook-livevideo om emnet. Og så lavede vi skæg og ballade. Vi var meget uforsigtige med vores ordvalg, og de røg bare ud, som de normalt gør.

Det siger manden bag bombetruslerne, som vil være anonym.

KNR kender mandens identitet.

Politiet ledte efter fårebomber i hans hjem

Han forestillede sig, at han og kollegaen ville lave fårebomber med hjælp af uran fra Kuannersuit.

Og så ville de lægge fårebomberne under stolene, når der var borgermøde i Narsaq.

Han fortæller, at de ikke nævnte nogle navne eller rettede trusler mod nogen specifikt. 

Facebookvideoen blev også set i Nuuk hos Naalakkersuisut og Grønlands Politi.

Men videoens seere bad ham kort efter om at slette den. Det gjorde han så, fortæller han. Og klokken 15 blev han hentet af politiet.

- Alle kender hinanden i Narsaq, og det gør politimanden, som hentede mig, også. Han kom smilende og sagde: "Den video, du lavede, er ikke blevet taget godt imod." Der blev jeg chokeret, siger manden.

Og så blev han kørt til politistationen og forklarede, hvad han sagde i optagelsen.

Derefter skrev han under på en ransagningskendelse af hans hjem, fordi politiet ville undersøge hans lejlighed.

- De ville lede efter fårebomber, siger manden.

Men politiet fandt ikke nogen fårebomber. Manden var en smule røstet, men alligevel fortrøstningsfuld, siger han. For han vidste selv, at det hele var satire.

Blev hjemme fra borgermødet

Han var tilbageholdt af politiet og overnattede på stationen én nat. Han blev løsladt omkring klokken 12 dagen efter.

- Jeg fik også at vide, at min optagelse blev undersøgt af efterforskere fra politiet i Danmark, siger han.

Mandens kollega, som blev præsenteret som Einstein i optagelsen, blev også kontaktet af politiet i Narsaq.

Den anonyme mand havde præsenteret sin ven som Einstein og som kemisk våbenekspert.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq trodser bombetrusler: Borgermøder afholdes

- De spurgte ham, om han virkelig var så klog som Einstein. Det sagde han selvfølgelig nej til, siger han grinende.

Egentlig havde han tænkt sig at deltage i borgermøderne i Narsaq, men efter anholdelsen tænkte han, at det måske var bedst at blive hjemme.

- Jeg havde det dårligt med mig selv, så jeg kom ikke til borgermødet. Men jeg fulgte med på fjernsynet, siger han. 

To dage efter, at manden havde lavet videoen på Facebook, meddelte Naalakkersuisut, at de havde besluttet at blive hjemme fra borgermøderne om mineprojektet ved Kuannersuit på grund af bombetrusler.

Det var 29. januar. 

Ifølge Grønlands Politi er der ikke meget at fortælle, da sagen er under efterforskning.

Politiet bekræfter overfor KNR, at en person er sigtet for trusler på baggrund af bombetruslen i Narsaq.

KNR har ikke haft mulighed for at se videooptagelsen, hvor manden kommer med trusler, fordi den er slettet.

Kommentarer