Brandvæsnet slukker naturbrand nord for Qaqortoq

Branden startede fredag aften, og brandvæsnet er i skrivende stund i gang med at slukke branden.
Brandvæsnet er i gang med at slukke naturbrand nord for Qaqortoq.
05. august 2023 13:00

Artiklen er opdateret kl. 16.45. med ny information.

Siden fredag aften har der været en naturbrand i gang i et øde område nord for Qaqortoq.

Det oplyser Grønlands Politi.

Brandvæsnet er netop nu i gang med at slukke branden, der strækker sig over et område på omkring halvanden kilometer. Det er usikkert præcist hvor stort et areal, der er tale om.

- Der er blevet fløjet tre brandfolk til området med brandslukningsmateriel, og de vurderer, at det er en brand, de godt selv kan bekæmpe, oplyser vagtchef i Grønlands Politi Ole Hald til KNR lørdag formiddag.

Brandvæsnet modtog en anmeldelse fra en borger i Qaqortoq fredag aften kl. 21.41, hvor man kunne se røg fra indlandet. Området er øde, og der er ingen hytter i området.

Politiet oplyser, at der ikke er nogle meldinger om tilskadekommende.

Branden er fortsat i gang ud på eftermiddagen, og i alt arbejder seks brandfolk på at slukke branden. En helikopter er sendt i luften for at vælte vand ned over branden. Det oplyser indsatsleder i Brandvæsnet Karl Larsen.

Det er endnu ikke muligt at oplyse, hvad der har forårsaget branden.