Borgmestertrio går i fælles kamp for nye lufthavne
Det er de tre borgmestre Palle Jerimiassen (S) Kista P Isaksen (S) og Asii Chemnitz Narup (IA), der nu træder sammen i koret af kritikkere over det, som de mener er tøven fra Naalakkersuisut i lufthavnsprojektet.
- Grønland har brug for en bedre infrastruktur, det har utallige undersøgelser vist, og det bakkede et massivt flertal i det tidligere Inatsisartut op om. Derfor er det trist, at man nu skal se, at enkelte politikere forsøger at forhale en helt nødvendig beslutning for at pleje særinteresser, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen.
LÆS OGSÅ Jagt efter lufthavns-investorer er sat på pause
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, har tidligere været ude med riven over, at koalitionen ikke kan blive enige om længden af landingsbanerne, og nu udbygger hun sin kritik.
- Alene i Nuuk er der private investeringer for over en milliard kroner, der vil blive droppet, hvis ikke lufthavnspakken bliver gennemført. Det vil betyde, at vi skal vinke farvel til over 400 nye job, skriver hun i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ Løkke har sidste ord i sag om lufthavnsinvesteringer
I Kommune Kujalleq mener borgmester Kiista P. Isaksen også, at de politikere, der nu skaber tvivl om lufthavnspakkens fremtid, tager store chancer med kommunens fremtid.
- Vi oplever i dag, at den ustabile trafik og de høje billetpriser afholder mange fra at flytte til vores kommune, ligesom erhvervslivet er hårdt ramt af den dårlige infrastruktur og manglende kapacitet. Hvis affolkningen skal stoppes og erhvervsudviklingen skal vendes til det positive, er det vigtigt, at Inatsisartut handler nu, udtaler hun.
LÆS OGSÅ Kielsen og Løkke vil undersøge dansk finansiering af lufthavne