Politikere i Kommune Qeqertalik: Borgmesteren er en belastning

Borgmester Ane Hansen kører enegang og tager ikke de andre partiers politik og spørgsmål alvorligt. Sådan lyder den kradse kritik fra Siumut og Demokraatit i Kommune Qeqertalik.
Ane Hansen
Ifølge politikerne fra Siumut og Demokraatit er det borgmester Ane Hansen's ansvar, at politiske beslutninger ender i skuffen i stedet for at blive realiseret. Foto © : Qeqertalik Kommunia
Skrevet af Thor Bill
10. februar 2024 11:20

- Nu er det nok for mig. Jeg mener, borgmesteren skal have bedre styr på sin post.

Sådan indleder Simigaq Heilmann, der er kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Qeqertalik for Demokraatit, et yderst kritisk skriv omhandlende borgmester Ane Hansen (IA).

Ifølge Simigaq Heilmann vil borgmesteren nemlig ikke samarbejde bredt og får ikke realiseret politiske forslag fra oppositionen – selvom der er opbakning til det.  

Hun fremhæver eksempelvis et forslag fra juni sidste år om en ny hundeplads i Siorarsuit i Qeqertarsuaq.

Forslaget blev godkendt af kommunalbestyrelsen og skulle dermed sendes til viderebehandling i kommunens tekniske udvalg. Men Ifølge Simigaq Heilmann skete det dog aldrig.

Simigaq Heilmann har skrevet en krads kritik af borgmester Ane Hansen.

Og det er frustrerende, at der ingenting sker – og at borgmesteren ikke vil lytte, siger hun til KNR.

- Jeg har oplevet, at når vi tager problematikker op, så bliver det tiet ihjel.  

- Hun bør tage vores henvendelser som folkevalgte alvorligt. Det er ikke alene vigtigt, at hun svarer på vores henvendelser, men også at hun som øverst ansvarlige skal sikre, at der sker en ordentlig administration.

Og særligt kritikken af kommunikation – eller manglen på samme – kan gruppeformanden for Siumut i Kommune Qeqertalik, Aqqa Samuelsen, også bakke op om.

- Det er et stort problem. Forslagene kommer ikke videre til udvalgene, og spørgsmål, der bliver stillet i udvalgene, bliver heller ikke besvaret, siger han.

Forsøgt afsat i 2022

Det er ikke første gang, der bliver udtalt hård kritik af borgmesteren og hendes arbejde.

I sommeren 2022 forsøgte Siumut-gruppen i kommunalbestyrelsen at få Ane Hansen afsat som borgmester på baggrund af ”grove og gentagne pligtforsømmelser”, som det lød i beslutningsforslaget.

Det handlede blandt andet om, at borgmesteren ikke respekterede de politiske udvalg i kommunen, og at kommunalbestyrelsesmedlemmerne ikke fik svar på deres henvendelser. Og det er fortsat et stort problem, fortæller Aqqa Samuelsen fra Siumut.

- Jeg har eksempelvis stillet et forslag om forebyggelse af selvmord, og om at der skal udarbejdes nogle retningslinjer for, hvordan man skal håndtere det i kommunen. Det blev vedtaget i kommunalbestyrelsen og i udvalget, men blev aldrig realiseret i den daglige drift og i det politiske, siger han.

Ifølge Aqqa Samuelsen (S) bliver politikerne fra oppositionen slet ikke hørt. Og det er for dårligt, mener han. Foto © : Aqqa Samuelsen

Aqqa Samuelsen peger også på et andet eksempel. I august 2021 besluttede kommunalbestyrelsen, at der skulle etableres en mini-modtagestation til affaldshåndtering i bygden Ikerasaarsuk. Der blev endda indhentet tilsagn om tilskud fra Miljøfonden på 1,7 millioner kroner.

Men ifølge Aqqa Samuelsen er mini-modtagestationen aldrig blevet realiseret – og kommunalpolitikerne er ikke blevet informeret om hvorfor.

Og det er ikke godt nok, mener han.

- Det er vigtigt, at alle spørgsmål, der bliver stillet fra kommunalbestyrelsesmedlemmer og fra indbyggere, bliver taget alvorligt og tages med det samme i vedrørende udvalg. Det er meget vigtigt, at sagerne bliver fulgt op og tages alvorligt.

Værre og værre

Siumut-gruppens forslag om at afsætte borgmesteren blev i august 2022 afvist af et flertal i kommunalbestyrelsen.

I december samme år blev borgmesterens ledelse dog også for meget for to af hendes egne partifæller i kommunalbestyrelsen.

Frantz Lundblad og Karl Thue Nathanielsen valgte at skifte parti fra IA til Siumut i protest mod Ane Hansen.

Frantz Lundblad oplyser til KNR, at samarbejdet og utilfredsheden med borgmesteren kun er blevet værre, siden han skiftede parti i 2022.

Spinkelt flertal

Efter at Frantz Lundblad og Karl Thue Nathanielsen valgte at skifte parti fra IA til Siumut i 2022, sidder borgmesteren nu på et ganske spinkelt flertal i kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik. 

IA har syv ud af kommunalbestyrelsens 15 pladser, og har dermed kun flertal, fordi de er i koalition med Attasut, der har én plads. 

Omvendt har Siumut seks pladser og Demokraatit én enkelt.


Forstår ikke kritikken

KNR har forelagt kritikken for Ane Hansen.

Men hun kan ikke genkende, at der skulle være samarbejdsvanskeligheder i kommunalbestyrelsen, siger hun.

- Altså, hvad skal jeg sige. De står selv til ansvar for deres egne ord. Men selvfølgelig bliver vedtagede forslag videreadministreret. Som koalition taler vi i IA og Atassut om deres henvendelser, når de kommer.

Borgmesteren kan dermed heller ikke genkende, at sager ender i skuffen eller ikke bliver realiseret. Ifølge borgmesteren er arbejdet med de konkrete sager nemlig i gang.

- Jeg kan ikke forstå kritikken med de argumenter. Jeg kunne forstå, hvis utallige mennesker havde fået afslag eller havde ventet meget længe, men det er ikke tilfældet, siger Ane Hansen.