Vi ønsker slet ikke, at der skal være kemiske anlæg, siger Kiista P. Isaksen.

Borgmester siger nej til syreanlæg ved Kuannersuit

Der er store mangler i vurderingen af projektets miljøvirkninger, mener borgmesteren.

Kommunalbestyrelsen vil vende tommelfingeren ned, hvis Greenland Minerals får lov til at etablere kemiske anlæg i sit mineprojekt i Kuannersuit.

Det forudser borgmesteren i Kommune Kujalleq, der mener, at vurderingen er skrevet ud fra en forudsætning om, at der skal laves et syreanlæg ved minen.

Det er stik imod kommunalbestyrelsens ønske, siger hun.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vores kommune siger nej, hvis der kommer kemiske værker i grønlandske miner, fordi det er vigtigt at værne om sundheden hos mennesker og dyr og sikre, at hverken naturen eller miljøet udsættes for fare, siger borgmester Kiista P. Isaksen (Siumut).

LÆS OGSÅ Miljøorganisation kalder planer om syreanlæg i Kuannersuit for absurde

Greenland Minerals' mineprojekt i Kuannersuisut er netop nu i offentlig høring. Mineselskabet er sammen med embedsmænd i Selvstyret netop nu i Sydgrønland for at deltage i borgermøder. Der skal de lytte til de lokales bekymringer og besvare spørgsmål.

Men borgmesteren er mildest talt utilfreds med Greenland Minerals' udkast til miljøvurderingen.

- Jeg vurderer desværre, at der er mangler i redegørelsen om miljøvirkningerne. Der er stadig problemer, der skal rettes, når det kommer til deponeringen af flotationsaffaldet og affaldet fra det kemiske værker, siger Kiista P. Isaksen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: God idé med syreanlæg i Kuannersuit

Anlæggene skal ifølge naalakkersuisoq for råstoffer, Jens Frederik Nielsen (D), sikre, at så stor en del af mineralerne fra minen som muligt bliver forarbejdet i Grønland.

For at gøre det nemmere at fragte de dem, vil Greenland Minerals bygge to syreanlæg.

De to syreanlæg skal bruges til forarbejdning af de omkring tre millioner ton malm, der forventes at blive hentet ud af minen hvert år.

Anlæggene skal bruge mellem 100.000 og 300.000 ton kemikalier og reagenser hvert år.

På den måde kan der skabes flest mulige arbejdspladser og indtægter til landskassen.

Det skal dog vel at mærke ikke gå ud over hverken miljø eller sundhed, har naalakkersuisoq Jens Frederik Nielsen sagt. 

Men fordelene skal vægtes med ulemperne, mener Kiista P. Isaksen. Hun fortæller, at kommunen har gjort det klart i løbet af de sidste års møder med Naalakkersuisut, at der er meget, som kommunen ikke er rede til at ofre.

LÆS OGSÅ Miljøordfører om CO2-udledning ved Kuannersuit: Bare en lille prik

- Kemiske værker bør undgås så vidt muligt for at beskytte naturen og udviklingen indenfor de nyetablerede erhverv som fiskeriet, madlavning og turisme.

- Derfor ønsker vi slet ikke, at der skal være kemiske værker, siger Kiista P. Isaksen.

Lige meget hvad kommunen mener, er det i sidste ende Naalakkersuisut, der står med den endelige beslutning.

Kommentarer