Borgerne i Upernavik fejrer hurtigere internet

Fredag var en festdag for borgerne i den nordgrønlandske by Upernavik, som blev koblet på radiokæden, og dermed fik borgerne adgang til væsentligt hurtigere internet.
Skrevet af Jonas Fievé
21. oktober 2018 16:24

Begivenheden blev fejret i byens idrætshal, hvor Tele-Post præsenterede borgerne for de nye internetabonnementer, som de får adgang til.

- Vi er utroligt glade for, at vi har fået en hurtigere internetforbindelse, og jeg regner med, at borgerne i Upernavik får stor glæde af at bruge internettet, siger Nukajaraq Blytmann til KNR.

Sammen med flere hundrede andre borgere var hun dukket op til kaffe, kage og underholdning, hvor også borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, via Skype lykønskede Upernavik med den nye forbindelse.

LÆS OGSÅ Upernavik får hurtigere internet

Artiklen fortsætter under billedet

Foto © : Tele-Post
Foto: Tele-Post

Klokken 20 fredag aften blev der åbnet for radiokædeforbindelsen, og dermed blev der skruet væsentligt op for hastigheden.

Radiokæden erstatter den hidtidige satellitforbindelse, hvor borgerne højst kunne bruge op til 20 gigabyte om måneden.

Fremover bliver det ifølge Tele-Post muligt at få en såkaldt flatrateforbindelse med ubegrænset forbrug. Så nu kan borgerne for alvor begynde at streame fra alverdens tjenester, da man nu har helt op til 10 megabit at gøre godt med, hvilket er lidt mere end en fordobling af hastigheden.

- Jeg kommer til at bruge internettet meget, vi kan f.eks. se nyheder og film direkte uden ventetid, siger en glad internetbruger, Nukajaraq Blytmann.