Den danske regering: Børn skal have færre undervisningstimer

Skolebørn i Danmark skal i fremtiden gå færre timer i skole. Til gengæld skal de have flere lærere i nogle timer, foreslår den danske regering.
Elever i den danske folkeskole skal have kortere skoledage. Til gengæld skal der være flere lærere i nogle timer, foreslår den danske regering. Foto © : Hordaland fylkeskommune/Flickr
10. oktober 2023 09:49

I Danmark skal skolebørn fremover gå færre timer i skole.

Sådan lyder en del af et udspil, som den danske regering præsenterer i denne uge.

Ifølge den danske børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), skal den samlede undervisningstid fra børnehaveklasse til og med 9. klasse reduceres med cirka 200 timer.

Og skoletiden kan blive endnu kortere. For regeringen lægger også op til, at skolerne kan fjerne yderligere 1500 timer i perioden fra børnehaveklasse til 9. klasse.

I stedet skal de penge, som skolerne sparer på at skære timer væk, bruges på at have to lærere i nogle undervisningstimer.

Forslaget om færre undervisningstimer går direkte mod planerne i den danske folkeskolereform fra 2013, hvor skoledagen blev gjort længere.

Men det har ikke været en succes, mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

- Det er vigtigere, at der er kvalitet i undervisningstiden, end at der er lang tid i skolen. Så jeg synes, det er helt fint, hvis man gør skoledagen kortere, og så til gengæld har to lærere i nogle af undervisningstimerne.

Hos Danmarks Lærerforening støtter formand Gordon Ørskov Madsen forslaget.

- Vi har oplevet, at man i kommunerne ikke har haft råd til de lange skoledage. Det betyder, at man har smurt leverpostejen meget tyndt ud.

- Kortere dage er derfor en god idé. Det er bedre at have færre timer og højere kvalitet, siger formanden, Gordon Ørskov Madsen.

Statsminister Mette Frederiksen har luftet planer om flere ændringer af den danske folkeskole. Blandt andet at skolerne skal have mulighed for at bestemme mere selv.

Forslaget fra regeringen skal nu til behandling på Christiansborg.