Beskatning af energidrikke og pensioner på dagsordenen

Energidrikke skal koste mere, beskatning af udenlandske pensionsordninger og lav en folkeafstemning om uran. Det er nogle af emnerne, når Inatsisartuts forårssamling begynder den 8. april.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
17. marts 2016 16:19
Versionist Jens Thorin

Her skal der tages stilling til 57 forslag fra medlemmerne af Inatsisartut og 29 punkter fra Naalakkersuisut.

Blandt andet skal de tage stilling til et forslag om nye afgifter på drikkevand på flaske og energidrikke. Et forslag, der kommer fra naalakkersuisoq for finanser, Randi Vestergaard Evaldsen.

Læs også Nathanielsen: Grønland bør modtage kvoteflygtninge

Og hvis Inatsisartut stemmer for forslaget, vil afgifterne på koffeinholdige energidrikke forhøjes fra 7,50 kroner til 15 kroner per liter. 

Derudover bliver definitionen på energidrikke bredere. Evaldsen forelår nemlig, at afgifterne også skal gælde for ikke-kulsyreholdige drikke, og dem, der blot indeholder en vis mængde kofein.

Naalakkersuisut vil ligeledes hente flere skattepenge fra udenlandske pensioner til landskassen.

Læs også Så meget tjener landskassen på de omdiskuterede afgifter

Hvis en person har brugt en udenlandsk pensionsordning og flytter ud af Grønland, inden pensionen bliver udbetalt, går landskassen nemlig glip af skattepenge.

Derfor foreslår Randi Vestergaard Evaldsen en fremrykning af beskatningen for indbetaling til udenlanske pensionsordninger. 

Endeligt foreslår IA's Inatsisartutgruppe, at Naalakkersuisut holder folkeafstemning om, hvorvidt der skal udvindes og eksporteres uran eller andre radioaktive mineraler. 

Det er blot nogle af de punkter, vi kommer til at stifte bekendtskab med under den forestående forårssamling.

Forårssamling begynder den 8.april.