Bekymringer eller muligheder? Trump-besøg delte vandene

Donald Trump Jr. overraskede alle, da han tirsdag kom på et kort visit i hovedstaden. Knap 500 kilometer sydpå var reaktionerne på besøget blandet.
Da Donald Trump Jr. landede i Nuuk på lynvisit tirsdag, delte det vandene. Også i gaderne væk fra hovedstaden. Foto © : KNR / Irene Jeppson
08. januar 2025 13:19

Nogle mener, det er attraktivt at blive en del af USA. Andre mener, vi skal blive, hvor vi er og hænge sammen med Danmark. En helt tredje foretrækker, at vi bliver selvstændige.

Reaktionerne på, at Donald Trump Jr. var på et lynvisit i hovedstaden, var mange og blandede på gaden i Qaqortoq knap 500 kilometer fra, hvor det hele udspillede sig.

- Jeg ser Donald Trumps interesse for Grønland som meget farlig, siger Jens Danielsen.

Jens Danielsen mener, det er bekymrende, at USA viser interesse for Grønland. Foto © : Jørgen Simionsen / KNR

- Vi er jo så få indbyggere under 100.000, at jeg frygter, at vores sprog ville forsvinde meget hurtigt, så jeg foretrækker at blive under Danmark, for forholdet mellem grønlændere og danskere fungerer godt, som det er, siger han.

Han mener også, at det er bekymrende, hvis den eneste grund til interessen fra Trump er fordi, der er mulighed for udvinding af uran og råstoffer.

- Hvis det er derfor, han er interesseret, er det bekymrende, siger Jens Danielsen.

Anderledes positivt lød det fra rengøringsassistenten Karen Kielsen og Imaakka Boassen, der til dagligt studerer.

Karen Kielsen ser USA som noget attraktivt. Foto © : Jørgen Simionsen / KNR

- Jeg synes, USA er mere attraktivt. Alting bliver bare dyrere og dyrere her. Varer fra Danmark er ekstremt dyre, så selvfølgelig virker USA mere attraktivt, siger Karen Kielsen.

- Jeg stoler ikke helt på danskerne. Måske vil jeg have mere tillid til Trump, fortæller Imaakka Boassen.

Ligesom Karen Kielsen, er Imaakka Boassen positiv overfor USA. Foto © : Jørgen Simionsen / KNR

- Der er så mange danskere i ledende stillinger i Grønland, men når vi bor i Grønland, burde det være grønlændere, der leder, mener han.

Og mens de første KNR snakker med er enten for eller imod tanken om en fremtid, hvor Grønland hænger sammen med USA, foretrækker Anguteq Larsen en helt tredje model og en helt femte person ønsker at få mere viden, inden han tager stilling.

Anguteq Larsen mener, at er fremtiden for Grønland er selvstændighed, Foto © : Jørgen Simionsen / KNR

- Jeg foretrækker, at Grønland bliver selvstændigt, så vi hverken havde brug for Danmark eller USA. 

- Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok vælge USA. Det afhænger helt af, hvad Trump gør, siger Anguteq Larsen.

Karnes Bianco har brug for mere viden, inden han rigtig kan tage stilling til, hvad han mener, der er det rigtige at gøre. Foto © : Jørgen Simionsen / KNR

- Det er svært at sige, hvordan det ville gå, hvis vi blev en del af USA. Jeg vil gerne vide mere om, hvad der egentlig kommer til at ske, siger Karnes Bianco. 

Donald Trump selv er dog overbevist om, at det vil gavne grønlænderne at blive en del af USA, det skriver den kommende præsident på sociale medier.