Begge Folketingsblokke revser EU’s sælskindskampagne

EU’s sparsomme kampagne for at oplyse de europæiske forbrugere om sælskind møder nu også kritik fra begge sider af Folketinget.
Foto © : Inuit Ataqatigiit
05. februar 2016 11:38

Hos regeringspartiet Venstre siger grønlandsordfører Marcus Knuth, at EU bør informerer langt mere bredt ud til forbrugerne end blot ved at opdatere EU-Kommissionens hjemmeside om kulturen bag sælfangst og EU’s inuit-undtagelse.

- EU repræsenterer jo hele Europa. Og det her er noget, som er vigtigt for danske statsborgere. Derfor synes jeg, at de (EU-Kommissionen, red.) skal prøve at rette op på nogle af de misforståelser, der er ude i Europa, siger han til KNR.

Tre danske EU-parlamentarikere har bedt EU-Kommissionen om at uddybe, om der er flere ting på vej i oplysningskampagnen, og hvad budgettet for kampagnen er. Regeringen vil nu afvente de svar.

Læs også Ny Great Greenland-direktør vil have EU-mærkeordning

Læs også Ditte Sorknæs: Skandinaver venter bare på sælskind

Men Marcus Knuth understreger, at regeringen vil lægge pres på EU, hvis der ikke sker mere.

- Vi er selvfølgelig opsatte på at gøre noget, både fra vores Europa-parlamentarikere, men også fra den danske regerings side.

Også hos Socialdemokraterne kritiserer grønlandsordfører Karin Gaardsted EU’s såkaldte oplysningskampagne.

- Sælskinds-forbuddet er jo noget, som EU selv har bragt op, og som har gjort stor skade på Grønland. Derfor mener jeg også godt, man kan forlange, at EU gør mere for at rette op på skaden, end de gør i denne kampagne, siger Karin Gaardsted.

Læs også EU fastholder inuit-undtagelse for sælprodukter

Vejen til et bedre salg går via Nordisk Ministerråd

Grønlandsordfører fra Enhedslisten, Christian Juhl, er enig i kritikken og har i det hele taget ikke den store tiltro til EU i sagen.

 - Jeg tror ikke en pind på, at EU kommer ud med en ordentlig kampagne. Hvis de ville, kunne de føre kampagne med kæmpe bannere i flere europæiske storbyer, der har millioner af indbyggere, sådan som de af og til gør i andre sager. Primært sager, der handler om EU selv. Det burde være på dét niveau, men det ser vi jo ikke, siger han.

I stedet mener Christian Juhl, at ministre i Norden bør tage sagen op og føre deres egen kampagne for sælskind.

- Det var måske en idé at skyde genvej og bruge for eksempel Nordisk Ministerråd i sagen. De har jo gode kontakter ude i verden, for eksempel i Asien, hvor nordiske varer i forvejen er attraktive. Og her sidder Grønland jo selv med, så det er måske nemmere at tage sagen i egen hånd.