Avannaata godkender anlægsopgaver til 82 millioner

Avannaata Kommunia vil bygge for 82 millioner kroner i 2019, skriver kommunen i en meddelelse.
Foto © : Qaasuitsup Kommunia
Skrevet af Thomas Munk Veirum
24. december 2018 13:02

I alt har kommunalbestyrelsen nikket ja til 20 projekter.

Der er blandt andet sat penge af til at gøre kunstgræsbanen færdig i Ilulissat i løbet af 2019.

Der skal også bygges et nyt skolehjem i Ilulissat. Børn fra de omkringliggende bygder går nemlig for nuværende på skolehjem i Aasiaat.

Det ønsker kommunen at ændre - dels for ikke at skulle betale til en anden kommune for den ydelse, dels for at skolebørnene ikke skal rejse så langt, men kan være tættere på deres familier.

Ny daginstitution i Uummannaq

Det vil tage tre år at bygge skolehjemmet.

I Uummannaq har kommunalbestyrelsen besluttet at bygge en ny daginstitution. Det sker fordi ventelisten på en institutionsplads er vokset, efter at borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit blev forflyttet til Uummannaq efter flodbølgekatastrofen i 2017.

I bygden Ukkusissat nord for Uummannaq vil kommunen opføre et såkaldt kombihus. I huset skal der være en mindre daginstitution, der skal gøre det lettere for beboerne at passe deres arbejde i fiskeriet:

- I dag kan det være svært for en familie at have fast arbejde, da én af forældrene må passe børnene, skriver kommunen.

I Upernavik skal blandt andet alderdomshjemmet udvides.