Atuarfik Inussuk stadig ikke klar til skoleelever

Det er nu to måneder siden, at den nye skole i midten af Nuuk skulle have stået klar til at modtage nye elever. Kommunen aner ikke, hvornår man kan åbne, men beklager forløbet.
Udefra ser skolen klar til at modtage elever. Men der er stadig meget arbejde, som skal ordnes, før det kan ske. Foto © : Uffe Lilholm
Skrevet af Kim Hinrichsen
17. oktober 2024 07:35

På mandag strømmer skoleelever tilbage fra efterårsferie.

Men i midten af Nuuk, ved Atuarfik Inussuk, kommer der ikke til at løbe børn over vejen for at nå frem, før klokken ringer ind. 

For det store prestigeprojekt, med en pris på knap 600 millioner, står stadig ikke klart. Klasselokalerne er lige nu fyldt med håndværkere fremfor elever. 

Noget der ærgrer borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen. Det skriver hun i en pressemeddelelse: 

- Vi beklager de gener, udsættelsen har forårsaget. Det er både ærgerligt for eleverne, forældrene og de ansatte, der skal arbejde på skolen, men også for de foreninger, der er påvirket i forhold til at bruge gymnastiksalene og de øvrige faciliteter, siger borgmesteren.

Usikker opstart

Kommunen selv havde da også håbet på, at eleverne i Nuuk kunne have taget den nye skole i brug på bagkant af efterårsferien. 

Det fortæller Kommunaldirektør Ole Jakobsen i samme pressemeddelelse: 

- Vi havde virkelig håbet, at åbningen kunne ske i forbindelse med efterårsferien, men det er desværre ikke tilfældet. Der er en række forhold, der skal være på plads, inden skolen kan blive endeligt godkendt. Det er en proces, vi simpelthen ikke kan forhaste, siger han.

Forløbet omkring skolestart for elever på Atuarfik Inussuk

Da skolerne gik på sommerferie hed startdatoen for det nye skoleår 15. august.

25. juli meddelte Kommuneqarfik Sermersooq dog, at skolestart for elever på Atuarfik Inussuk blev rykket 14 dage, så den nye startdato var 29. august.

9. august meddelte kommunen så , at den oprindelige plan om at starte 15. august vil være gældende, så eleverne starter 15. august.

Årsagen er, at den nye skole i Nuuk ikke er blevet færdig til skolestart, og det endnu er uvist, hvornår den bliver færdig.

Derfor bliver de gamle lokaler på ASK og USK taget i brug igen, indtil de nye lokaler på Atuarfik Inussuk kan tages i brug.

Det er altså nu to måneder siden, at den nye skole i midten af Nuuk skulle være taget i brug. 

Dengang var der stor usikkerhed omkring opstarten. Datoen for skolestarten blev rykket frem og tilbage, og der var forskellige udmeldinger om, hvorvidt det blev på den nye skole eller ej. 

Selvsagt til stor frustration for de forældre, som ikke vidste, hvor eller hvornår deres børn egentligt skulle starte. 

Noget skoleleder Uffe Lilholm dengang beklagede overfor KNR: 

-  Det er specielt ærgerligt for dem, der har familie, som har købt flybilletter fra hele landet for at være med på første skoledag. Men der er ikke så meget, vi som skole kan gøre, udover at beklage de gener, det giver for familierne og forsøge at lave den bedst mulige første skoledag, sagde han dengang. 

Nedslående 

Der arbejdes altså på højtryk for, at den nye skole - der kaldes den mest moderne og fremtidsorienterede af slagsen i Grønland - kan åbne op og blive en realitet. 

Noget som står mere end klar for borgmester Avaaraq Olsen. Hendes kontor er nemlig lige overfor det ufærdige byggeri. Så hun bliver hver dag mindet om, at der ikke løber elever ind og ud af det store indgangsparti. 

Borgmesterens kontor er lige overfor det udsatte skolebyggeri
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq

I ventetiden arbejder kommunen på, at gøre forholdene tålelige rundt omkring på de andre skoler i byen, fortæller borgmester Avaaraq Olsen: 

-  Mens vi venter på, at skolen kan tages i brug, har vi fokus på at se, om vi kan gøre noget for at forbedre de midlertidige rammer på henholdsvis Atuarfik Ukaliusaq og Atuarfik Samuel Kleinschmidt.