Naleraq udløser tredje mistillidserklæring: Påstår brud på ansvarlighedsloven

En tredje mistillidserklæring er blevet formuleret af Naleraq. Nu anklager de naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen, for brud på ansvarlighedsloven.
I disse dage diskuteres der om en ny boligreform i Inatsisartut. Nu har Naleraq erklæret en tredje mistillid til Naalakkersuisoq for bolig og infrastruktur. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Markus Valentin
17. oktober 2024 16:25

Balladen ruller fortsat i Inatsisartut.

I går istemte Naleraq sig den mistillid, Atassut erklærede imod naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S).

Det gjorde de på baggrund af diskussionerne om den nye boligreform.

Partiet mener, at Hans Peter Poulsen ikke fyldestgørende har oplyst om konsekvenser for borgernes huslejestigninger ved ikke at oplyse samtlige beløb af huslejestigninger ved forslagets vedtagelse.

Men mistilliden blev fejet af vejen af naalakkersuisut med begrundelsen, at forslaget om en mistillidsafstemning ikke relaterede sig til det emne, der drøftedes.

Nu har Naleraq igen erklæret et mistillidsvotum til selv samme naalakkersuisoq. Det er tredje gang på tre dage, at et parti erklærer mistillid til Hans Peter Poulsen.

Brud på ansvarlighedslov

Udpluk fra loven om medlemmers ansvarlighed

Inatsisartutlov nr. 6 af 13. maj 1993 om Naalakkersuisut medlemmers ansvarlighed.

§ 6. Et medlem af Naalakkersuisut idømmes en foranstaltning jf. § 10, hvis vedkommende forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler medlemmet i henhold til Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. l, finder tilsvarende anvendelse, såfremt et medlem af Naalakkersuisut giver Inatsisartut urigtige eller vildledende oplysninger eller under Inatsisartuts behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Inatsisartuts bedømmelse af sagen.

Nu anklager Naleraq Hans Peter Poulsen for at have brudt loven om naalakkersuisutmedlemmers ansvarlighed.

Det gør de på baggrund af, at de mener, at der mangler en fuldendt redegørelse af de forskellige måder at finansiere reformen på, og at Hans Peter Poulsen angiveligt skulle have udeladt disse bevidst:

- Naalakkersuisoq for Bolig og Infrastruktur blev pålagt af Inatsisartut at få klarlagt finansieringsformer samt sikre korrekt brug af disse, blandt andet til andelsboliger.

- Dette har Naalakkersuisoq selv henvist til, men undladt at inkludere handlinger der sikrer korrekt brug i sit forslag.

- Dermed har Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur enten tilsidesat sine pligter eller fortier oplysninger der er af væsentlig betydning for Inatsisartuts behandling af dette punkt, skriver Naleraq i deres erklæring af mistillid, skriver partiet i dets mistillidserklæring.

Affejer kritikken igen

Efter en længere pause for Inatsisartut i dag, affejede koalitionen bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit, at der skulle føres en mistillidsafstemning.

- Naalakkersuisut har fuld tillid til de beregninger, som Hans Peter Poulsen har fremlagt til reformen, sagde Mimi Karlsen, der er formand for Inatsisartut.

Derudover gik Muté B. Egede (IA) på talerstolen.

- Der har ikke været stillet spørgsmål, når naalakkersuisut har fremlagt beregningerne. Og når man stiller kritik, bør man uddybe mere præcist, hvad det er, som kritiseres.

- Jeg har fuld tillid til, at naalakkersuisoq arbejder efter hensigten, sagde Muté B. Egede fra talerstolen.

Slutteligt gik Jens Napãtôĸ´(Naleraq) på talerstolen og fortalte, at Naleraq fastholder mistillidserklæringen.

Hovedpersonen taler ud

Sagens hovedperson, naalakkersuisoq, Hans Peter Poulsen, fandt sig nødsaget til selv at gå på talerstolen for at gå i rette med kritikken.

Jeg har inviteret til møde, hvor Naleraq ikke ville deltage. Dér var der tal og redegørelser, og jeg forklarede de virkninger, det ville have på finansieringsmulighederne.

- Der er ingen ændringer på oplysningerne i pressemeddelelsen. Alle har fået samme oplysninger, sagde han.