Atassut: Palle bør gå af

Lærernes fagforening IMAK anklager fortsat naalakkersuisoq for uddannelse Palle Christiansen for at manipulere groft med tal om skolelærernes undervisningstid. Atassuts formand bakker anklagen op og kræver ligefrem Palle Christiansens afgang.
31. januar 2012 08:54

- Ifølge Ministeransvarlighedsloven skal medlemmer af Naalakkersuisut tale sandt over for Inatsisartut og offentligheden. De må i hvert fald ikke lyve. Medlemmet af naalakkersuisut Palle Christiansen har haft ualmindeligt svært ved at tale sandt over for Inatsisartut og offentligheden siden valget i 2009, uden at det har fået og får konsekvenser, lyder det fra Atassuts formand, Gerhardt Petersen.

Balladen er taget til efter at Palle Christiansen har påstået at folkeskolelærere her i landet kun bruger 28 procent af deres arbejdstid til undervisning og nærkontakt med eleverne, mens tallet i Danmark ligger på 40 procent. Det har IMAK kaldt manipulation med tallene, og Atassut er enig.

Gerhardt Petersen mener at IMAK har dokumenteret at Palle Christiansens tal ikke holder

- Ministeransvarlighedsloven er tilsyneladende sat ud af kraft. I en retsstat ville de blive afsat og stillet for retten øjeblikkeligt. Er Grønland ved at udvikle sig til en bananrepublik? spørger Gerhardt Petersen.

Partiformanden antyder kraftigt at Naalakkersuisut forsøger at forhale de igangværende overenskomstforhandlinger med IMAK. lMAK’s overenskomst udløb den 31. marts 2010 og forhandlingerne har stået på lige siden.