Atassut kræver også ressourse-afgift

Atassut erkender partiets svage vælgertilslutning i partiets nytårsudtalelse. De kræver nu ophævelse af nul-tolerancen mod uran.
Skrevet af Noah Mølgaard
02. januar 2013 11:30

En ekspertgruppe skal kigge på konsekvenserne af en eventuel afskaffelse af nul-tolerancen mod uran. Men Atassut har allerede taget stilling.

- For at mineindustrien kan vokse og være til gavn for det grønlandske samfund, er  man nødt til at gøre op med nul-tolerancen for uran-holdige mineraler. Det er nærliggende at satse på de grænser, der er blevet indført i EU, skriver Atassuts formand Gerhardt Petersen i sin nytårsudtalelse.

Atassut melder sig også i koret, der kræver ressource-afgift for udførsel af grønlandske råstoffer.

- For at det grønlandske samfund kan få optimalt udbytte af de aktiviteter, der er indenfor olie- og mineraludvindingen, vil det være retfærdigt, at Grønland opkræver passende betaling for de ressourcer, der bliver udvundet og taget ud af vort land, siger Gerhardt Petersen.

Der skal være valg til inatsisartut og kommunalbestyrelser i 2013, og partiet Atassut har gået tilbage flere valg i træk.

- Hvis vi fra ATASSUT skal vurdere vores egen situation, står vi i en situation, hvor vælgernes tillid til vores politiske arbejde og politiske visioner kunne være bedre. Der eksisterer desværre  en stor skuffelse blandt vælgerne, hvor vi i bund og grund skal forholde os til, at Naalakkersuisut ikke har formået ikke at leve op til de  forventninger  borgerne  har haft.

- Det har ikke taget gejsten fra os. Vi er klar over, at vi det kommende år 2013 står overfor et stort arbejde i forhold til  de to landsdækkende valg, der kommer i første halvår af 2013. Disse valg skal bruges til at vinde det grønlandske samfunds tillid tilbage, og det arbejder vi stærkt på. Tvivl ikke på det, siger Gerhardt Petersen.