Atassut-kandidater skal love at blive i partiet

Atassut vil holde på sine mandater i Inatsisartut, hvis de får valgt nogle af deres kandidater ind. Derfor har de taget et nyt træk i brug.
Foto © : Tusagassiivit
Skrevet af Kenneth Elkjær
03. april 2018 07:22

Atassuts seneste valgperiode i Inatisartut var præget af én særlig ting; Partihoppere. Først smuttede Knud Kristiansen til Siumut. Så tog Mala Høy Kuko samme vej og dermed havde partiet ingen mandater tilbage i parlamentet. Men det skal være slut.

Hvis man vil være kandidat for Atassut skal man skrive under på, at man bliver i partiet, fortæller næstformand Qulutannguaq Berthelsen.

- I Atassut ønsker vi, at vores parti altid er repræsenteret i Inatsisartut, siger han.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz stiller ikke op til Inatsisartut

Og derfor er partiet klar med et nyt tiltag, der skal holde kandidaterne i partiet.

- Aftalen skal være sådan, at hvis du trækker dig fra Atassut eller melder dig ind i et andet parti, mister du dit medlemskab af Inatsisartut. Og så skal en suppleant fra Atassut blive medlem af Inatsisartut i stedet.

Qulutannguaq Berthelsen håber, at det kan få eventuelle medlemmer af Atassut til at blive i partiet i stedet for at søge nye politiske græsgange, som partiet oplevede under den seneste valgperiode, hvor man gik fra to mandater og en plads i naalakkersuisut til at stå tomhændet uden et eneste mandat til slut.

- Det skal ikke være sådan, at man melder sig ind i et andet parti på grund af lidt uenighed.

I en frisk meningsmåling står Atassut til at få et enkelt mandat i Inatsisartut, hvis der var valg i dag.

LÆS OGSÅ IA tager snæver føring i første måling