Atassut forlader koalitionen, og Jeremiassen trækker sig
Det har formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (S) netop sagt på et møde i Inatsisartut.
Det sker efter den seneste tids kritik.
Dermed er både Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi, Aqqalu Jerimiassen (Atassut), og Siverth K. Heilmann Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Forskning, fortid i Naalakkersuisut.
Erhvervs- og Energidepartementet overtages midlertidigt af naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S).
LÆS OGSÅ IA: Nikkulaat Jeremiassen skal gå af
Kielsen overtager selv departementerne for miljø og forskning midlertidigt.
Naalakkersuisoq for råstoffer og arbejdsmarked, Erik Jensen, overtager midlertidigt Nikkulaat Jeremiassens nu tidligere departement for fiskeri, fangst og landbrug.
Atassut har bare to medlemmer af Inatsisartut, og selv om partiet nu har trukket sig, er der stadigvæk flertal for Kim Kielsens koalition.
Den sidste tids ballade
De to Naalakkersuisoq er havnet i strid modvind i den sidste tid.
Nikkulaat Jeremiassen er blevet kritiseret for at have givet modstridende forklaringer om overfiskeri af hellefisk til pressen og politikerne. Fiskeriudvalget fandt forklaringerne så mistænkelige, at dets medlemmer erklærede deres mistillid til ham i slutningen af sidste uge.
LÆS OGSÅ Demokraterne: Nikkulaat Jeremiassen og Aqqalu Jerimiassen bør træde af med det samme
Sideløbende har IA, Demokraterne og Partii Naleraq også udtrykt deres mistillid til ham.
Aqqalu Jerimiassen havnede også i strid polarvind i sidste uge, da han sagde, at han ikke tror på, at den globale opvarmning er menneskeskabt til Sermitsiaq.Ag.
Også her fik Demokraterne, IA og Partii Naleraq udtrykt mistillid til naalakkersuisoq.