Assistance fra Danmark: Retsmediciner og teknikere ankommer til Ilulissat
Tirsdag eftermiddag gav politiet en ny briefing om drabssagen i Ilulissat.
Chef for efterforskningsafdelingen i Grønlands Politi, Jan Lambertsen, kunne fortælle, at en retsmediciner og teknisk personale fra Rigspolitiet i Danmark nu er ankommet til Ilulissat for at hjælpe med den videre efterforskning.
- Vi har en del spor, der skal undersøges af teknikerne, sagde Jan Lambertsen.
LÆS OGSÅ Drabssag i Ilulissat: Politiet kaster net ud efter savnede i både Grønland og Danmark
Ifølge politiet er forventningen, at efterforskerne er tæt på at kunne identificere den dræbte. Det handler om at få de sidste detaljer på plads, sagde Jan Lambertsen på dagens pressebriefing.
- Vi tror på, at det er de sidste detaljer, der skal falde på plads, men jeg kan ikke komme nærmere ind på det af hensyn til efterforskningen, og det kan være noget bevismæssigt også, sagde han.
Nye spor
Desuden har politiet fundet flere ting på affaldsforbrændingen, som nu skal undersøges. Hvad det er, politiet har fundet, ønsker politiet ikke at fortælle af hensyn til efterforskningen.
Jan Lambertsen, chef for efterforskningsafdelingen i Grønlands Politi.
- Vi har nogle ting, vi har fundet på forbrændingen, som skal undersøges. Det er ikke noget, jeg kan sige mere om lige nu, men vi har fundet flere ting, som er meget interessante, sagde Jan Lambertsen.
Politi og brandvæsen har i flere dage nu været i gang med at gennemsøge affaldet på forbrændingen.
Det sker efter, politiet søndag meddelte offentligheden, at der var fundet en ligdel fra et menneske ved affaldsforbrændingen i Ilulissat. Tirsdag oplyste politiet, at der var fundet en ligdel mere.
I øjeblikket vurderer politiet, at brandfolk og politi er nået igennem alt affaldsmaterialet senest på mandag den 11. oktober.
Og brandfolkenes indsats er en uvurderlig hjælp, understregede Jan Lambertsen.
- Det er ingen hemmelighed, at brandvæsnet yder en jættestor indsats. Det er en kæmpe opgave, man er i gang med, sagde han.