ASK har længe ventet på renovering

Den snart 50 år gamle skole i Nuuk, ASK, Atuarfik Samuel Kleinschmidt, kan renoveres fra næste år. Men det kan først ske, hvis Inatsisartut godkender de midler, der er afsat i overslagsårene i finansloven.
Skrevet af Ludvig Siegstad
23. marts 2012 07:24

Renoveringen af ASK er blandt de højst prioriterede anlægsønsker i Kommuneqarfik Sermersooq.

Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse vedtog på mødet i tirsdags, at kommunen sender et anlægsønske til Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik, for renovering af ASK.

Kommunen skulle sende sine anlægsønsker inden udarbejdelse af forslaget til Inatsisartuts finanslov for 2013 bliver påbegyndt.

I finansloven for 2012 fremgår det, at Selvstyret har afsat 69,1 millioner kroner for renovering af Atuarfik Samuel Kleinschmidt i overslagsårene mellem 2013 og 2016. I overslagsårene er der afsat 15 millioner kroner til renovering af skolen næste år, og 13 millioner kroner i 2016. I de mellemliggende år er der afsat henholdsvis 20 og 21 millioner kroner.

Hans Peter Broberg, fagchef for skoleafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq, håber at Inatsisartut godkender bevillingen for renovering af ASK.

- Jeg vil først tro på, at skolen er ved at blive renoveret, når håndværkerne er begyndt at hamre løs på bygningen, siger Hans Peter Broberg, som understreger, at Inatsisartut i mindst 10 år har drøftet, at få bevilget penge til renovering af den gamle skole.