Asii Chemnitz om afskaffelse af afgift: Vi venter på Fiskerikommissionen

Inuit Ataqatigiit sagde under valgkampen, at partiet vil afskaffe hellefiskeafgiften. Men det sker ikke foreløbig.
Naalakkersuisoq for finanser mener ikke, at det er tiden til at afskaffe afgifter lige nu. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Andreas Wille
27. august 2021 09:39

Vi venter på Fiskerikommissionen. 

Det er det korte svar fra naalakkersuisoq for finanser Asii Chemnitz Narup (IA).

For hellefiskeafgiften bliver der ikke rørt ved lige nu, selv om IA under valgkampen lovede fiskerne, at den skal fjernes. 

- Vi skal afskaffe fiskeafgiften. Det vil sige hellefiskeafgiften for de kystnære hellefiskfiskere. Fordi der kommer udfordringer i fremtiden, og vi vil sikre, at fiskerne har penge at stå imod med, sagde Aqqaluaq B. Egede fra Inuit Ataqatigiit under valgkampen i Ilulissat.

Han er nu naalakkersuisoq for fiskeri og fangst.

LÆS OGSÅ KNAPK om hellefiskeafgift: Stemmefiskeri

Men de kystnære fiskere skal stadig betale afgift af deres fangst. Naalakkersuisut forventer nemlig fortsat, at få 16 millioner kroner i landskassen om året fra afgiften - også selv om IA havde afskaffelsen af afgiften for de kystnære fiskere stående i partiprogrammet.

Det fremgår af det finanslovsforslag, som Naalakkersuisut fremlagde for to uger siden. 

Fiskerikommissionens betækning skal afgøre det

Og det skuffer formanden for KNAPK, Henrik Sandgreen. 

- Jeg mener, at det bare er for at skaffe stemmer. Efter min opfattelse, så skader det respekten og tilliden, at man henter penge fra folks lommer, sagde han til KNR i onsdags. 

LÆS OGSÅ Fiskerikommission om hellefiskefiskeri: Uholdbar udvikling

KNR har forsøgt at få et interview med naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup. Men hendes departement oplyser, at det har hun ikke har tid - og vi har blot fået et skriftligt svar.

- Til spørgsmålet om hvorvidt de eksisterende ressourceafgifter på fiskeriet skal ændres, herunder ressourceafgiften på det kystnære fiskeri efter hellefisk, så afventer Naalakkersuisut Fiskerikommissionens betænkning, står der i det skriftlige svar fra Asii Chemnitz Narup.

Kommission er forsinket

Efter planen skal Fiskerikommissionen være færdig med sine anbefalinger i slutningen af september. 

Derefter skal de fremlægges for Naalakkersuisut. 

Arbejdet er blevet forsinket undervejs. 

Fiskerikommissionen har siden 2019 arbejdet frem mod en række nye anbefalinger til fiskeriloven i Grønland.

Et forslag bliver, at der ikke fiskes mere end rådgivningen anbefaler. 

Naalakkersuisut har i de sidste mange år sat kvoten på hellefisk og torsk langt over den biologiske rådgivning. Desuden har Naalakkersuisut løbende hævet kvoterne, når de var opfisket.