Asiaq vil hjælpe i søkort-krise

Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, ønsker at hjælpe Geodatastyrelsen med søkortproduktionen - dog med krav om ekstra midler og oplæring. Geodatastyrelsen vil ikke love - eller afvise - nogen form for hjælp.
Her udfører Asiaq en såkaldt near-shore bathymetri nord for Nuuk
Direktøren hos Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, mener, at selskabet kan være med til at afhjælpe medarbejderkrisen hos Geodatastyrelsen. Foto © : Mikkel Christian Mikkelsen/Asiaq
06. juni 2016 16:10

- Med penge til fire nyansættelser vil vi kunne bidrage væsentligt til søkortproduktionen. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Sådan siger direktøren for Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, Bo Naamansen, til KNR. 

Hos det selvstyreejede selskab ser ledelsen gerne Asiaq hjælpe det kriseramte Geodatastyrelsen i Danmark, som på grund af 14 opsigelser blandt i alt 15 medarbejdere er kommet i bekneb med at aflevere mere end 70 søkort for Syd - og Vestgrønland senest i 2018.

Læs også Grønlandske politikere revser Venstres første år i regering

 

Penge og oplæring

Men tilbuddet om hjælp er naturligvis ikke gratis. I dag producerer Asiaq kun landkort, som ifølge fagfolk på området er væsentlig anderledes end produktionen af søkort. Og det er nødvendigt med flere penge til nyansættelser og oplæring af medarbejderne.

I øjeblikket giver de fysiske rammer hos Asiaq i Nuuk plads til 3-4 ekstra medarbejdere.

Asiaq assisterer dog i dag Geodatastyrelsen med stednavne til søkortene over Grønland i samarbejde med Grønlands Sprogsekretariat, Oqaasileriffik, og arbejder i samme it-system som styrelsen. Og det får Bo Naamansen til at mene, at hjælpen fra Asiaq er mindst lige så realistisk som hjælp fra andre steder.

- Først og fremmest vil det kræve nogle medarbejderressourcer. En tre-fire årsværk, afhængig af opgavens omfang selvfølgelig. Og ellers handler omskolingen om, at vi kan trække på nogle ressourcer fra Geodatastyrelsen til at oplære os. Og så skal vi særligt have fokus på sikkerhed og ansvar og internationale standarder. Men selve dét at lave digitalte kort - det er vi ret gode til, siger han.

Læs også Politikere: Danmark får ikke ny søkort-aftale

 

Internationalt ansvar

Hos Geodatastyrelsen søger man i øjeblikket efter nye medarbejdere til teamet for søkortproduktionen over Grønland, blandt andet hos den britiske kortlægningsindstitution United Kingdom Hydrographic Office (UKHO).

Geodatastyrelsen “afsøger alle muligheder” for bistand, lyder det i en mail til KNR, men styrelsen ønsker ikke at forholde sig officielt til forslaget fra Asiaq. Ifølge KNR's oplysninger er Asiaq og Geodatastyrelsen dog bekendt med hinandens ønsker.

En anden udfordring er også, at Danmark er underlagt internationale krav til søkortproduktion hos International Maritime Organization (IMO) under FN og hos den Internationale Hydrografiske Organisation (IHO), og hertil er Grønland ikke certificeret.

Men det er ikke nødvendigvis et problem, mener Bo Naamansen.

- Selve godkendelsen (hos IMO og IHO, red.) er jeg slet ikke i tvivl om kræver en stor indsats. Men jeg kunne levende forestille mig, at det, man gjorde, var, at vi laver produktionen og sender søkortene til godkendelse hos Geodatastyrelsen. Så vi vil assistere dem i produktionen, men ikke overtage selve søkortgodkendelsesprocedurene.