Asiaq udsat for alvorligt cyberangreb

Der går nogle uger, før du igen kan bruge Asiaqs vejrtjeneste, når du skal ud at sejle. De har nemlig været udsat for et angreb.
Angrebet betyder, at der går nogle uger, inden Asiaq er tilbage til normal drift. Foto © : Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
10. april 2024 11:32

Asiaq Greenland Survey, som laver forundersøgelser og forskning af miljøet, blev i midten af marts udsat for et såkaldt ransomware-angreb.

Det skriver den selvstyreejede kortlægningsmyndigheden i en pressemeddelelse.

- Vi har været udsat for alvorlig cyberkriminalitet, men heldigvis har vi en sikkerhedskopi af det meste af Asiaqs data, så de kriminelle får ikke noget ud af deres angreb, udtaler direktør i Asiaq Mette Skarregaard.

Angrebet betyder, at der går nogle uger, inden Asiaq er tilbage til normal drift. Det gælder også for Asiaqs vejrtjeneste, som mange benytter i forbindelse med sejlads.

- Asiaq tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder på højtryk for at få taget hånd om de skader, som angrebet har medført, samt for at øge vores IT-sikkerhed, siger Mette Skarregaard.   

Asiaq beklager de konsekvenser, som cyberangrebet har for vores brugere og kunder.

Høj trussel mod Grønland

Ransomware-angreb betyder, at kriminelle bagmænd krypterer indholdet i filer, så man ikke kan se indholdet eller helt mister filerne.

Herefter kræver bagmændene ofte en løsesum for at åbne filerne igen.

Tidligere på ugen opdaterede Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste deres trusselsvurdering for Grønland.

Truslen for cyber-angreb er meget høj mod Grønland, og den kommer især fra såkaldte ransomware-angreb.