Skyder Aaja Chemnitz' påstand ned: Arktisk Kommando er ikke presset

Arktisk Kommando løser sine opgaver og har ikke oplevet at være presset på grund af evakueringer af turister fra krydstogtskibe, som IA-politikkeren Aaja Chemnitz ellers påstår.
Arktisk Kommando har evakueret fem personer fra krydstogtskibe siden maj måned i år og indtil nu. Foto © : Rasmus Graversen - Arktisk Kommando
Skrevet af Anders Rytoft
25. august 2023 13:32

- Arktisk Kommando er presset af de mange turister, som ofte har behov for evakueringer. 

Det påstår Aaja Chemnitz, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse, som blev sendt ud tirsdag. Hun tilføjer i et interview med KNR, at Arktisk Kommando bliver nødt til at udsætte mange af deres andre opgaver for at sejle land og rige rundt for at redde krydstogtturister i krise.

Det er dog ikke tilfældet. 

For selvom der i indeværende år har haft lidt flere evakueringer af krydstogtturister i forhold til sidste år, så løser Arktisk Kommando fortsat sine opgaver og har indtil videre ikke oplevet at være i bekneb med kapaciteter eller ressourcer.

Fem evakueringer

Sådan lyder det i et skriftligt svar:

Vi vil ikke påstå, at fem medicinske evakueringer presser vores ressourcer, udtaler Poul Primdahl, der er vicechef i Arktisk Kommando. 

Han anerkender dog, at det er en opgave, som fylder mere.

Hele 628 krydstogtskibe har indtil videre været forbi de grønlandske havne. Nogle med flere tusinde turister ombord. Arktisk Kommando har evakueret fem personer fra krydstogtskibe siden maj måned i år og indtil nu. I sidste krydstogtsæson evakuerede Arktisk Kommando én person.

Vicechefen mener, at tendensen er bekymrende, hvis stigningen fortsætter. Men, siger han: 

- Lige nu og her oplever vi ikke, at medarbejderne er pressede, eller at vores enheder ikke kan følge med.

Arktisk Kommando er opmærksom på, at opgaven med krydstogtturister kan få ressourcemæssige konsekvenser, som i sidste ende kan få konsekvens for løsning af øvrige hastende opgaver.

Altså har Arktisk Kommando en smertegrænse, men den er ikke nået.