Arctic Winter Games 2022 udskudt

Frygten for corona udskyder næste års udgave af de arktiske vinterlege. Det meddeler den internationale komite for Arctic Winter Games i dag.
Arctic Winter Games blev også aflyst i 2020 Foto © : AWG2016/VHDesign - Vagn Hansen
03. marts 2021 16:08

Arctic Winter Games-flammen skulle efter planen tændes i Wood Buffalo i Alberta den 6. marts næste år med over 2.000 deltagere fra alle arktiske områder.

Den plan er nu annulleret på ubestemt tid på grund af corona. Det meddeler Grønlands Idrætsforbund GIF.

Det er ifølge GIF den internationale komite for Arctic Winter Games som har besluttet at udskyde vinterlegene på ubestemt tid.

Det er primært for at sikre sundheden og sikkerheden blandt deltagerne, trænere, frivillige og publikum, oplyser komiteen.

GIF: Yderst beklageligt

Det ærgrer Grønlands Idrætsforbund.

- Det er yderst beklageligt, at Arctic Winter Games 2022 er blevet udsat, da AWG for mange af vores unge atleter bruges som springbræt til at deltage i internationale konkurrencer.

- Det er ligeledes et sted, hvor de kan indhøste vigtig erfaring, der kan udvikle dem sportsligt. Og ikke mindst et rum til at få fantastiske oplevelser ved at være en del af den sportslige og kulturelle udveksling mellem unge i Arktis, som udgør en helt central del af Arctic Winter Games.

Det siger formand for Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Arctic Winter Games aflyst på grund af frygt for corona

Han håber på, at det snart begynder at se bedre ud i forhold til coronapandemien rundt i verdenen og han opfordrer de grønlandske atleter til at holde sig klar indtil da.

Sidste år blev Arctic Winter Games aflyst på grund af frygt for coronasmitte. 

Arctic Winter Games bliver afholdt hvert andet år.