Angreb mod Houthi-bevægelse har ramt mere end 60 mål

Angrebet har ramt mere end 60 mål fordelt på 16 steder med forbindelse til Houthi-bevægelsen, siger USA.
Ifølge den amerikanske militære centralkommando, Centcom, har der været 27 angreb på kommercielle skibsruter i Det Røde Hav siden den 19. november. Foto © : Uk Mod/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. januar 2024 09:21

Angrebet, som USA og Storbritannien natten til fredag satte ind mod Houthi-bevægelsen i Yemen, ramte flere end 60 mål på over 16 forskellige lokationer.

Det oplyser USA's luftvåben fredag morgen i en pressemeddelelse.

Angrebene ramte "militære lokationer, heriblandt kommando- og kontrolcentre, våbendepoter, affyringssystemer, produktionsfaciliteter og radarsystemer til luftværn".

Angrebet kom både fra luften og fra vandet.

Der blev blandt andet brugt Tomahawk, som er et amerikansk krydsermissil.

Både den iransk støttede Houthi-bevægelse, den iransk støttede Hizbollah-bevægelse og Iran selv har fordømt angrebet.

Houthi-bevægelsen sidder de facto på magten i Yemen, men nyder kun anerkendelse som landets retmæssige regering i få hjørner af det internationale samfund - heriblandt Iran, som støtter bevægelsen.

Bevægelsen har benyttet sig af Yemens lange kyst til Det Røde Hav til at lancere angreb mod den kommercielle skibsfart i havet, som ifølge bevægelsen sker som støtte til den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas, som for tiden er i krig med Israel.

Ifølge den amerikanske militære centralkommando, Centcom, har der været 27 angreb på kommercielle skibsruter i Det Røde Hav siden den 19. november.

Det har blandt andet fået det danske rederi Mærsk til at omdirigere sine skibe efter at være blevet angrebet.

I stedet for at søge gennem Suezkanalen i Egypten sendes skibene fra Mærsk på en længere omvej via Kap det Gode Håb ved Sydafrika.

Houthi-bevægelsen har efter angrebet udtalt, at den vil blive ved med at angribe skibene i Det Røde Hav, indtil Israel stopper med at angribe Gazastriben.